Ny risikomærkning af exchange traded funds (ETF)

Dato 22 jul. 2011

 

Efter pres fra flere kapitalfonde har Finanstilsynet fornylig tilladt, at ETF’er kategoriseres som ”gule” investeringsprodukter, det vil sige investeringsprodukter, som ikke er vanskelige at gennemskue, men hvor der er risiko for at tabe indskuddet helt eller delvist. Tidligere har Finanstilsynet kategoriseret ETF’erne, uanset den aktuelle risiko, som et ”rødt” investeringsprodukt, det vil sige investeringsprodukter, hvor det er muligt at tabe mere end indskuddet, og produkter som er vanskelige at gennemskue.

 

Det skal bemærkes, at selvom danske investeringsforeninger og de fleste ETF’er lever op til UCITS-direktivet, har danske investeringsforeningsbeviser været, og er stadig, placeret i den ”gule” kategori. Derfor medfører den nye kategorisering af ETF’erne som ”gule” investeringsprodukter, at de to typer af investeringsprodukter nu er på lige fod for så vidt angår risikomærkning.


Det forventes derfor, at det vil blive lettere at markedsføre ETF’er til detailkunder, og at ETF’ers popularitet som investeringsprodukt ligeledes vil vokse i Danmark.


I det følgende vil der blive givet et kort overblik over de nævnte ændringer samt givet et kort overblik over, hvilke krav en udenlandsk ETF (som er omfattet af UCITS-direktivet) skal overholde for at kunne markedsføre sig mod danske detailinvestorer.

 

Bekendtgørelse om risikomærkning af investeringsprodukter: 

Som følge af reglerne om risikomærkning af investeringsprodukter skal visse finansielle virksomheder og investeringsrådgivere mærke de investeringsprodukter, som de formidler, eller som de rådgiver omkring, med én af de følgende risikomærkninger:


Grøn: Risikoen for at tabe hele det investerede beløb må betragtes som meget lille, hvis investeringen holdes til udløb. Produkttypen er ikke vanskelig at gennemskue.

 

Gul: Der er risiko for, at det investerede beløb kan tabes helt eller delvist. Produkttypen er ikke vanskelig at gennemskue.

 

Rød: Der er risiko for at tabe mere end det investerede beløb, eller produkttyper som er vanskelige at gennemskue.


Bekendtgørelsen om risikomærkning af investeringsprodukter har været gældende siden 29. april 2011 og finder anvendelse for danske finansielle virksomheder og investeringsrådgivere samt for

udenlandske finansielle virksomheder og investeringsrådgivere, herunder de virksomheder og

investeringsrådgivere, der handler med investeringsprodukter i Danmark gennem en filial.


Baggrunden for kravet om risikomærkningen:

Formålet med risikomærkningen er at hjælpe detailinvestorer til at få et overblik over risikoen ved at investere i et givent produkt og at give et generelt indtryk af investeringsproduktets kompleksitet.


Kategoriseringen er baseret på den generelle risiko og gennemskuelighed ved den pågældende produkttype og er ikke en vurdering af det konkrete produkt. Dette betyder, at der godt kan være investeringsprodukter med forskellig risiko inden for samme kategori.


Forskellen mellem investeringsprodukterne i den gule og den røde kategori er, at investeringsrådgiverne skal have en særlig uddannelse for at kunne rådgive om produkterne i den røde kategori.


Krav til markedsføringen af ETF’er:
Hvis en udenlandsk investeringsvirksomhed, som er omfattet af UCITS-direktivet, ønsker at markedsføre sine aktiviteter i Danmark, skal Finanstilsynet underrettes herom i overensstemmelse med de procedurer som følger af bekendtgørelsen om risikomærkning af investeringsprodukter samt anden relevant dansk lovgivning. Den udenlandske investeringsvirksomhed må kontakte tilsynsmyndigheden, hvor den har hjemsted, som vil stå for kontakten til Finanstilsynet.


Investeringsvirksomheden skal angive hvilken type af investorer (f.eks. detailinvestorer), som markedsføringen er rettet imod. Herudover skal visse informationer gøres tilgængelige for investorerne i et prospekt eller i et tillæg til prospektet.

 

 

Hvis du har spørgsmål eller ønsker yderligere information om ovenstående, er du velkommen til at kontakte advokat Dan Moalem (dmo@mwblaw.dk) eller advokat Henning Hedegaard Thomsen (hht@mwblaw.dk).

 

Ovenstående er ikke juridisk rådgivning, og Moalem Weitemeyer Bendtsen indestår ikke for, at indholdet af ovenstående er korrekt. Moalem Weitemeyer Bendtsen har med ovenstående ikke påtaget sig ansvar af nogen art som konsekvens af en læsers benyttelse af ovenstående som grundlag for beslutninger eller overvejelser.