Ny vejledning vedrørende tilladelse til koncerninterne engagementer

Dato 13 apr. 2011

 

Finanstilsynet har udsendt en ny vejledning, der opstiller kriterier for, hvornår der kan gives tilladelse til, at finansielle virksomheder har koncerninterne engagementer med andre end deres datterselskaber. Der er bl.a. sket ændringer i forhold til opgørelsen af grænserne for, hvor store engagementer der kan tillades.


De vigtigste elementer i vejledningen samt hvilke ændringer der er foretaget i forhold til den hidtidige vejledning, vil blive beskrevet her.


Baggrund

Vejledningen udsendes for at skabe klarhed omkring Finanstilsynets praksis vedrørende tilladelse til koncerninterne engagementer. Baggrunden for denne praksis er, at lov om finansiel virksomhed foreskriver, at finansielle virksomheder kun må have koncerninterne engagementer, hvis Finanstilsynet giver tilladelse hertil. Undtaget fra reglen er dog engagementer med den finansielle virksomheds datterselskaber.


At der er udsendt en ny vejledning skyldes bl.a., at der er foretaget ændringer i bekendtgørelse om store engagementer samt i andre dele af den finansielle lovgivning, og at man har ønsket at gøre vejledningen mere pædagogisk.

 

Hovedelementerne i vejledningen

Indledningsvist fastslås det, at der kræves tilladelse på trods af, at engagementet ikke er rammebelastende, hvormed menes, at det ikke medregnes ved vurderingen af, om tilladelsen kan gives og på trods af, at der er stillet sikkerhed for engagementet. Heraf følger det, at en finansiel virksomhed skal ansøge Finanstilsynet om tilladelse i alle tilfælde, hvor virksomheden ønsker at indgå i et koncerninternt engagement.


I vejledningen er der opstillet to forskellige maksimumgrænser, som engagementerne skal holde sig inden for, benævnt max 1 og max 2. Begge grænser skal som udgangspunkt overholdes, og der foretages separate beregninger, hvor hhv. selve den finansielle virksomhed indgår, og hvor den finansielle virksomhed og eventuelle datterselskaber indgår. Herefter bliver den mindste rammeberegning anvendt. Ved begge grænser gør det sig gældende, at sikkerhed i form af fordringer på, eller garantier fra, stater eller centralbanker i et land inden for EU og visse andre lande kan reducere det givne engagement med markedsværdien af sikkerhedsstillelsen, og at engagementerne fratrækkes nedskrivninger og afskrivninger.


Engagementerne opgøres som summen af mellemværender, der udgør en kreditrisiko og kapitalandele udstedt af koncernforbundne selskaber. Der er visse former for engagementer, som slet ikke skal medregnes ved beregningen af, om grænserne er overholdt. Dette omfatter bl.a., at dækkede obligationer ikke skal medregnes på trods af, at de er udstedt koncerninternt.


For at overholde kravet i max 1 må den finansielle virksomhed maksimalt have engagementer med modervirksomheder og søstervirksomheder, som andrager basiskapitalen fratrukket 75 % af kapitalkravet. Det sidstnævnte opgøres som det største af hhv. solvensbehovet, solvenskravet og minimumskapitalkravet, men må ikke være mindre end et eventuelt individuelt fastsat solvenskrav eller det forhøjede kapitalkrav.


Ved max 1 skal der ske en vægtning i forhold til, hvilke former for engagementer der er tale om. Eksempelvis vægtes efterstillede tilgodehavender med faktor 1, mens generelle garantier kun vægtes med faktor 0,5.

 

I forhold til max 2 foretages der ikke nogen vægtning af engagementerne, og de samlede engagementer må ikke overstige basiskapitalen. Undtaget fra beregningen er, ud over det ovenfor generelt beskrevne, kun visse lovpligtige garantier for realkreditinstitutter.


For så vidt angår selve tilladelsen til at have koncerninterne engagementer er udgangspunktet, at denne kun kan gives, hvis de ovenfor nævnte grænser ikke overskrides.

 

Finanstilsynet har dog både mulighed for at tillade engagementer, der er større end de nævnte grænser og for at afslå at give tilladelse eller fastsætte en lavere beløbsgrænse, hvis omstændighederne tilsiger det. Tilladelsen vil normalt blive givet for ét år ad gangen.


Når tilladelsen er givet, stilles der krav om, at den finansielle virksomhed orienterer Finanstilsynet, hvis der sker væsentlige ændringer i forhold til de oplysninger, som tilladelsen er givet på baggrund af. Disse ændringer kan medføre, at den tilladte ramme begrænses, eller at tilladelsen helt inddrages.


Hvad er nyt i forhold til den hidtidige vejledning?

Ændringerne i vejledningen kan deles op i tre forskellige dele, idet de vedrører hhv. indholdet af de 2 grænser, opgørelsen og vægtningen af engagementerne samt endeligt, hvilke engagementer der ikke er rammebelastende.


I forbindelse med indholdet af de 2 grænser er det kun i forhold til max 1, at der er sket en ændring.


Ved max 1 var der i den gamle vejledning tale om, at grænsen blev opgjort som 25 % af kapitalkravet tillagt hele overdækningen, dvs. den værdi hvormed basiskapitalen overstiger minimumskapitalen, mens der nu er tale om, at grænsen ligger ved basiskapitalen fratrukket 75 % af kapitalkravet. Herudover var der tidligere en særregel for livsforsikringsselskaber mv. omkring opgørelsen af de 25 %.


Vejledningen er i forhold til selve opgørelsen af engagementet ændret således, at der nu er tale om, at engagementerne skal opgøres efter fradrag af regnskabsmæssige nedskrivninger, hensættelser og afskrivninger, og at ikke balanceførte poster skal indgå med deres nominelle værdi. Efter retningslinjerne i den tidligere vejledning skulle opgørelsen ske før fradrag af nedskrivninger, hensættelser og afskrivninger, og det var ikke specificeret, hvorledes ikke balanceførte poster skulle værdiansættes. I forhold til vægtningen er vejledningen ændret i den henseende, at engagementstyperne finansielle instrumenter og interne skyldige skatter mv. ikke længere fremgår separat. Det må dog formodes, at de fortsat indgår med samme vægt under typen øvrige tilgodehavender.


Endeligt er det i vejledningen nu præciseret, at koncerninternt udstedte dækkede obligationer samt realkreditobligationer udstedt efter 31. december 2007 ikke er rammebelastende, og at tilsvarende gør sig gældende for supplerende garantier afgivet i forbindelse med realkreditlångivning.

 

 

Hvis du har spørgsmål eller ønsker yderligere information om afgørelsen, kan du kontakte advokat Dan Moalem (dmo@mwblaw.dk) eller advokat Christoffer Galbo (cga@mwblaw.dk).


Ovenstående er ikke juridisk rådgivning, og Moalem Weitemeyer Bendtsen indestår ikke for, at indholdet af ovenstående er korrekt. Moalem Weitemeyer Bendtsen har med ovenstående ikke påtaget sig ansvar af nogen art som konsekvens af en læsers benyttelse af ovenstående som grundlag for beslutninger eller overvejelser.