Funktionærlovens § 2A, stk. 3, strider mod EU-direktiv om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder

Dato 16 dec. 2010

 

EU-domstolen afsagde den 12. oktober 2010 dom i sagen C-499/08, der omhandlede en funktionærs ret til at få udbetalt fratrædelsesgodtgørelse i henhold til funktionærlovens § 2a, når funktionæren ligeledes har mulighed for at få udbetalt alderspension efter fratrædelsen.

 

Spørgsmålet i sagen var, hvorvidt forbuddet mod aldersdiskrimination i Rådets direktiv af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (2000/78/EF) er til hinder for, at Danmark opretholder en retstilstand, der indebærer, at funktionærer, der kan få udbetalt alderspension på fratrædelsestidspunktet, mister retten til fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2a.

 

Domstolen fandt, at funktionærlovens § 2a, der generelt afskærer en funktionær fra en fratrædelsesgodtgørelse med den begrundelse, at vedkommende har muligheden for at oppebære en alderspension, indebærer en forskelsbehandling på grund af alder, som er i strid med direktiv 2000/78/EF (herefter Beskæftigelsesdirektivet).

 

Sagens faktum

Sagen var anlagt af en funktionær (herefter ”Funktionæren”), der arbejdede for Region Syddanmark fra 1979 og frem til sin afskedigelse i 2006. På tidspunktet for afskedigelsen var Funktionæren 63 år, og han ønskede ikke at gå på pension. I stedet tilmeldte Funktionæren sig Arbejdsformidlingen som ledig.

 

I forbindelse med afskedigelsen rejste Funktionæren krav om fratrædelsesgodtgørelse i henhold til funktionærlovens § 2a. Dette krav afviste Region Syddanmark med henvisning til funktionærlovens § 2a, stk. 3, da Funktionæren kunne vælge at få udbetalt sin arbejdsgiverbetalte pensionsordning.

 

Ingeniørforeningen i Danmark, der som fagforening førte sagen for Funktionæren, indbragte sagen for Vestre Landsret og gjorde gældende, at afslaget indebar en forskelsbehandling på grund af alder.

 

Spørgsmålet blev af Vestre Landsret forelagt EU-Domstolen som et præjudicielt spørgsmål, hvor EU-Domstolen blev bedt om at tage stilling til, hvorvidt funktionærlovens § 2a, der medfører at en arbejdstager ikke får udbetalt fratrædelsesgodtgørelse, når han samtidig har mulighed for at få udbetalt en arbejdsgiverbetalt pensionsordning, er i strid med Beskæftigelsesdirektivets forbud mod forskelsbehandling bl.a. på grund af alder.

 

Udbetaling af en alderspension er generelt betinget af et alderskriterium. Det vil dermed kun være arbejdstagere, som opfylder dette alderskriterium, der afskæres fra retten til fratrædelsesgodtgørelse.

 

Det juridiske grundlag

Beskæftigelsesdirektivet har til formål at bekæmpe forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv, bl.a. på baggrund af alder, og fastslår, at direkte eller indirekte forskelsbehandling ikke er tilladt.

 

Direktivet tillader dog ulige behandling på grund af alder, hvis (i) behandlingen forfølger legitime formål, herunder beskæftigelses-, arbejdsmarkeds- og erhvervsuddannelsespolitiske mål, (ii) hvis behandlingen er objektivt og rimeligt begrundet, og hvis (iii) midlerne til at opfylde det pågældende formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

 

I dansk ret giver funktionærloven en arbejdstager ret til fratrædelsesgodtgørelse på 1, 2 eller 3 måneders løn, hvis de uden afbrud har været beskæftiget i samme virksomhed i 12, 15 eller 18 år.

 

Hvis arbejdstageren ved fratrædelsen kommer til at oppebære en pensionsordning betalt af arbejdsgiveren, som er indgået før arbejdstager er fyldt 50 år, så bortfalder retten til fratrædelsesgodtgørelse i henhold til funktionærlovens § 2a, stk. 3.

 

Rettens behandling

Domstolen fastslog indledningsvist, at sagen var omfattet af Beskæftigelsesdirektivets anvendelsesområde.

 

Domstolen fastslog herefter, at reglen i funktionærloven medfører en ulige behandling af visse funktionærer, idet visse funktionærer afskæres fra retten til fratrædelsesgodtgørelse alene med den begrundelse, at de kan oppebære alderspension.

 

Spørgsmålet var herefter, om den ulige behandling kunne tillades.

 

For så vidt angår spørgsmålet om formålet med bestemmelsen, fandt Domstolen, at den omhandlede begrænsning ifølge funktionærlovens forarbejder er baseret på det faktum, at personer, der kan oppebære alderspension, som regel beslutter at forlade arbejdsmarkedet, når ansættelsesforholdet ophører. Begrænsningen sikrer derfor, at ansatte ikke samtidig får udbetalt fratrædelsesgodtgørelse og alderspension. Beskyttelsen af funktionærer, der har en betydelig anciennitet i virksomheden og støtten til, at de kan finde anden beskæftigelse, fandtes at udgøre et legitimt beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitisk mål, der i princippet fandtes at være objektivt og rimeligt begrundet.

 

For så vidt angår spørgsmålet om midlet stod i et rimeligt forhold til målet, konstaterede Domstolen, at bestemmelsen ikke var åbenbart uhensigtsmæssig, alene fordi den afskar funktionærer, der ville oppebære alderspension fra deres arbejdsgivere, fra tillige at modtage fratrædelsesgodtgørelse.

 

Domstolen var dog af den opfattelse, at begrænsningen gik ud over det, der er nødvendigt for at opnå målet. Domstolen bemærkede til støtte herfor, at begrænsningen ikke blot rammer de funktionærer, som modtager alderspension, men også dem, der har ret til pension, men som fravælger denne for i stedet at fortsætte som aktiv på arbejdsmarkedet.

 

Under sagens behandling havde den danske regering blandt andet gjort gældende, at det ved lovgivningen havde været hensigten, at der kun skulle betales godtgørelse til personer, der fortsat ønskede at være erhvervsaktive, men som på grund af deres alder har vanskeligt ved at finde ny beskæftigelse. Den danske regering gjorde endvidere gældende, at reglen netop gjorde det muligt at undgå, at en arbejdstager, der fratræder arbejdsmarkedet, på samme tid modtager alderspension og fratrædelsesgodtgørelse fra arbejdsgiveren.

 

For så vidt angår de arbejdstagere, der faktisk fratræder arbejdsmarkedet og modtager alderspension, fandt Domstolen, at bestemmelsen ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå det tilsigtede mål.

 

For så vidt angår arbejdstagere, der har ret til udbetaling af alderspension, men som midlertidigt ønsker at give afkald herpå, fandt Domstolen imidlertid, at reglen i funktionærlovens § 2a, stk. 3, går ud over hvad der er nødvendigt, for at opnå det tilsigtede mål.

 

Følgelig fandt EU-domstolen, at reglen om, at pensionsberettigede funktionærer ikke har ret til fratrædelsesgodtgørelse, er udtryk for aldersdiskrimination i strid med Beskæftigelsesdirektivet.

 

Dommens betydning

I henhold til sin nuværende udformning, bestemmer funktionærlovens § 2a, at der alene lægges vægt på, om en opsagt funktionær har ret til alderspension og ikke om denne ret rent faktisk udnyttes. Hidtidig dansk praksis om bestemmelsen er i overensstemmelse hermed.

 

EU-domstolens afgørelse afviser imidlertid den hidtidige fortolkning af funktionærlovens § 2a, og det må forventes at bestemmelsen i fremtiden vil blive fortolket således, at pensionsberettigede arbejdstagere alene er afskåret fra at modtage fratrædelsesgodtgørelse, hvis de faktisk udnytter muligheden for at gå på pension og dermed modtage alderspension.

 

Det må i overensstemmelse hermed forventes, at dommen vil medføre en ændring af praksis hos de danske domstole, der i stedet for den hidtidige tætte ordlydsfortolkning, må anlægge en mere formålsbestemt fortolkning, der samtidig vil være i overensstemmelse med Beskæftigelsesdirektivet.

 

Det er på den baggrund vores forventning, at Vestre Landsrets dom i sagen bliver indledningen på en ny retspraksis omkring funktionærlovens § 2a, hvorefter det afgørende for om retten til fratrædelsesgodtgørelse bortfalder i henhold til funktionærlovens § 2a, stk. 3, vil være, om retten til at modtage alderspension rent faktisk udnyttes af den pågældende funktionær.

 

Det må endvidere forventes, at EU-domstolens afgørelse vil give anledning til et efterspil for de arbejdstagere, som ikke har modtaget fratrædelsesgodtgørelse netop med henvisning til at de forblev erhvervsaktive efter afskedigelsen.

 

 

Hvis du har spørgsmål eller ønsker yderligere information om afgørelsen, er du velkommen til at kontakte partner Thomas Weitemeyer (twe@mwblaw.dk) eller advokat Pernille Nørkær (pno@mwblaw.dk).

 

Ovenstående er ikke juridisk rådgivning, og Moalem Weitemeyer Bendtsen indestår ikke for, at indholdet af ovenstående er korrekt. Moalem Weitemeyer Bendtsen har med ovenstående ikke påtaget sig ansvar af nogen art som konsekvens af en læsers benyttelse af ovenstående som grundlag for beslutninger eller overvejelser.