Rederi frifundet for erstatningsansvar i forbindelse med kapringen af fragtskibet Danica White

Dato 8 dec. 2010

 

Landsretten stadfæstede den 6. oktober 2010 Københavns byrets dom af 26. august 2009 og frifandt dermed Rederiet H. Folmer & Co. I/S for erstatningsansvar i en sag, hvor en række besætningsmedlemmer på skibet Danica White havde krævet erstatning for Rederiets fejl og forsømmelser i forbindelse med en kapring af skibet Danica White ud for Somalias kyst.


 

Sagen kort

Det dansk indregistrerede fragtskib Danica White var i forsommeren 2007 på rejse fra Sharjah i De Forenede Emirater mod Mombasa i Kenya med en besætning på 5 mand og med en ladning borerør og borecement, da skibet den 1. juni 2007, kl. ca. 10.15, blev overfaldet af somaliske pirater, som overtog kontrollen med skibet.


Piraterne var svært bevæbnede og kom i tre hurtigtsejlende både. Dette skete ca. 205 sømil fra den somaliske kyst. Danica White blev efter krav fra piraterne sejlet ind til kysten, hvor det ankrede dagen efter. Danica White var bemandet i overensstemmelse med gældende forskrifter herom, og der var ingen fejl eller mangler ved skibets sikkerhedssystemer, herunder ”Ship Security Alarm System” (herefter ”SSAS”).


Først efter 83 dage som gidsler og et langvarigt forhandlingsforløb, blev Danica White og dens besætning den 22. august 2007 frigivet efter betaling af løsesum. Skibet blev herefter sejlet til Djibouti, hvorfra besætningen blev fløjet hjem.


Erstatningskravet blev rejst af Sømændenes Forbund 3F på vegne af besætningsmedlemmerne, der ikke mente, at rederiet havde informeret besætningsmedlemmerne tilstrækkeligt om, hvilke farer der lurede i det piratfyldte og farlige farvand ved Somalia, som de skulle sejle igennem og heller ikke om, hvilke forholdsregler de skulle tage. Det blev endvidere gjort gældende, at Danica White med en tophastighed på kun seks knob og et lavt fribord var et let offer for piraterne.


Partsrederiet Invest VI (herefter ”Partsrederiet”) var ejer og driftsherre for Danica White, mens Rederiet H. Folmer & Co I/S (herefter ”Rederiet”) var den bestyrende reder for skibet. Et eventuelt principalansvar efter Sølovens § 151 for fejl eller forsømmelser begået af skibets kaptajn eller Rederiet påhvilede derfor Partsrederiet.


I sagen var spørgsmålet, hvorvidt kapringen af skibet og den langvarige gidseltagning af besætningsmedlemmerne skyldes fejl eller forsømmelse, som kunne medføre, at Partsrederiet havde pådraget sig et erstatningsansvar for de tab besætningsmedlemmerne har haft som følge af kapringen, jf. Søloven § 151.


Spørgsmålet var ligeledes, hvorvidt Rederiet havde pådraget sig et selvstændigt culpaansvar.


Det juridiske grundlag

Sølovens § 151 bestemmer, at Rederen hæfter for skade, der er forårsaget ved fejl eller forsømmelse i tjenesten af skibsfører, mandskab, lods eller andre, der udfører arbejde i skibets tjeneste.


Kravet om at der skal være begået fejl eller forsømmelser betyder, at den, der har forvoldt skaden, skal have handlet culpøst førend Rederen hæfter.


Reglen erstatter inden for sit område DL 3-19-2, men går videre end det sædvanlige principalansvar, idet den eksempelvis også omfatter en lods, overfor hvilken hverken rederi eller skibsfører har instruktionsmyndighed. Udtrykket fortolkes således, at rederen også bliver ansvarlig for selvstændigt virkende hvervstager, eller dennes ansatte, der udfører arbejde for skibet, uanset om arbejdet er udført ombord.


Afgørelse

Landsretten lagde til grund, at Danica White på kapringstidspunktet sejlede 205 sømil fra den somaliske kyst, hvilket var i overensstemmelse med den anbefaling Marlo Advisory Bulletin, som er forbindelsesled mellem USA’s flåde og den civile skibsfart, havde afgivet i 2005 om at holde sig mindst 200 sømil fra Somalias kyst. Danmarks Rederiforening havde så sent som den 22. maj 2007 gentaget denne anbefaling.


Landsretten fandt på den baggrund ikke grundlag for at fastslå, at kaptajnen havde udvist uagtsomhed ved ikke at sejle mere end 205 sømil fra den somaliske kyst.


Retten bemærkede derimod, at kaptajnen havde været bevidst om faren ved færdsel langs den somaliske kyst, og derfor burde have etableret skærpet udkig under passagen af det pirattruede farvand, jf. BKG nr. 1758 af 22. december 2006 om vagthold i skibe § 2, stk. 1, hvori det fremgår, at kaptajnen har ansvaret for at opretholde en sikker bro- og maskinvagt.


Retten bemærkede endvidere, at skibets alarmsystem ikke blev aktiveret ved angrebet på trods af, at systemet var fejlfrit og burde være blevet aktiveret, da skibet blev truet. Dette tydede på, at kaptajnen havde manglet kendskab til systemet og tilsvarende ikke havde sikret sig, at besætningen havde kendskab til, hvorledes alarmen kunne aktiveres.


Landsretten fandt på trods af disse forhold ikke grundlag for at pålægge Partsrederiet erstatningspligt, idet Landsretten fandt, at selv med bedre udkig ville besætningen først have opdaget piraterne kort før overfaldet, og selv en rettidig alarmering kunne ikke have forhindret kapringen. De forsømmelige forhold, som var udvist, var således ikke årsag til, at Danica White blev kapret.


Landsretten fandt heller ikke, at der var ført bevis for, at der i det efterfølgende forhandlingsforløb var udvist erstatningspådragende adfærd Partsrederiets side.


Landsretten frifandt på den baggrund Partsrederiet.


Landsretten fandt heller ikke, at der i forløbet indtil kapringen eller i forhandlingsforløbet var forhold, som kunne føre til, at rederiet H. Folmer & Co. I/S skulle pålægges et selvstændigt erstatningsansvar. Dette selskab blev derfor også frifundet.


Vores bemærkninger til afgørelsen

Sølovens § 151 omhandler rederens ansvar for personer, der udfører arbejde i skibets tjeneste, og erstatter således inden for sit område DL 3-19-2. Det fremgår direkte af bestemmelsens ordlyd, at det er en betingelse for hæftelsesansvaret, at der er udvist fejl eller forsømmelser.


I henhold til de generelle erstatningsbestemmelser, er det en forudsætning for at pålægge et ansvar, at der er lidt et tab, at der er et ansvarsgrundlag i forhold til den, der forårsager skaden, og at tabet er kausalt og adækvat.


I den konkrete sag fandt Landsretten, at de fejl og forsømmelser, som var udvist, og som skulle udgøre ansvarsgrundlaget, ikke var årsagen til, at skibet blev kapret. Landsretten konkluderede derfor, at kravet om kausalitet ikke var opfyldt. Følgelig kunne der ikke pålægges erstatningsansvar i henhold til Sølovens § 151.


I den erstatningsretlige teori er den almindelige opfattelse, at kravet om kausalitet er opfyldt, hvis den indtrufne skade ikke ville være indtruffet, hvis den pågældende handling ikke var blevet foretaget. Handlingen skal således være den nødvendige og tilstrækkelige betingelse for skadens indtræden. Hvis omvendt handlingen ikke er hverken tilstrækkelig eller nødvendig for skaden, har den handlende ikke haft den kontrol over hændelsesforløbet, som er en betingelse for at pålægge et erstatningsansvar.


Landsrettens afgørelse er i fuld overensstemmelse med denne opfattelse. Baseret på de faktiske omstændigheder i sagen, må det nemlig lægges til grund, at de fejl og forsømmelser, som var udvist fra kaptajnens side ikke var nødvendig for skadens indtræden. Følgelig havde kaptajnen ikke en sådan kontrol over hændelsesforløbet, at der kunne pålægges denne – og dermed Partsrederiet – et erstatningsansvar.



Hvis du har spørgsmål eller ønsker yderligere information om afgørelsen eller om søret i øvrigt, er du velkommen til at kontakte partner Claus Molbech Bendtsen (cmb@mwblaw.dk) eller advokat Pernille Nørkær (pno@mwblaw.dk).


Ovenstående er ikke juridisk rådgivning, og Moalem Weitemeyer Bendtsen indestår ikke

for, at indholdet af ovenstående er korrekt. Moalem Weitemeyer Bendtsen har med ovenstående ikke påtaget sig ansvar af nogen art som konsekvens af en læsers benyttelse af ovenstående som grundlag for beslutninger eller overvejelser.