Ny rammeaftale for mobile indholds- og betalingstjenester

Dato 17 maj. 2010

Den 1. maj trådte Rammeaftale for mobile indholds- og betalingstjenester vers. 5.0 (”Rammeaftalen”) i kraft og afløste den hidtidige version 4.0 af 1. juni 2008.

 

Rammeaftalen, der er indgået mellem HI3G Denmark ApS, TDC A/S, Telenor A/S og Telia Danmark, indeholder en række ændringer og præciseringer i forhold til den hidtidige version. Ændringerne påvirker alle tjenesteudbydere, der udbyder tillægstakserede tjenester og varer gennem en af aftaleparterne. Det er derfor væsentligt som tjenesteudbyder at være bekendt med de ændrede vilkår.

 

Rammeaftalens ændringer

Kravene til information er blevet specificeret yderligere i den nye Rammeaftale. Prisoplysninger skal nu angives med minimum samme skriftstørrelse som for applikationskoden eller web-/wapadressen, og al SMS kommunikation fra tjenesteudbyderen skal indeholde den korrekte applikationskode. Ved nul-takserede tjenester skal det som minimum oplyses, hvilken tjenestetype det er, at trafiktakst pålægges samt opsigelsesproceduren ved abonnementslignende tjenester. Det er endvidere præciseret, med ikrafttrædelse 1. juli 2010, hvor lang tid en tekst skal stå på tv-skærmen ved henholdsvis live og præproducerede tjenester.

 

Med den nye Rammeaftale vil det ikke længere være muligt at binde forbrugerne til fortløbende abonnementslignende tjenester. Hidtil har det været muligt at aftale et opsigelsesvarsel på max. 30 dage, men fra 1. oktober 2010 er det et krav, at kunden kan opsige tjenesten med øjeblikkelig virkning. Endvidere er der i Rammeaftalen aftalt formelle krav til tekstindholdet for abonnementslignende tjenester. Disse træder i kraft 1. juli 2010.

 

Sanktionerne for overtrædelse af vilkårene i Rammeaftalen er blevet hævet fra kr. 1.500 til nu kr. 3.000 for mindre overtrædelser og kr. 6.000 for væsentlige overtrædelser.

 

Konkurrencer må som hidtil takseres med kr. 12 pr. tjeneste og max. kr. 75 i døgnet. Fremover vil det dog være muligt at taksere samlet op til kr. 150 pr. telefonnummer, når der laves en kombination af indsamling og konkurrencer i et landsdækkende radio- eller tv-program med almennyttig indsamling som formål.

 

Endvidere er der fastsat nye krav til taksering. Tjenesteudbyderne skal som minimum kategorisere takseringsdata ud fra 13 specificerede kategorier, som er aftalt med IT-branchen og træder i kraft 1. oktober 2010.

 

Endelig er det blevet præciseret, hvordan kundehenvendelser skal varetages.

 

Vurdering af aftalens ændringer

De materielle ændringer der er lavet i aftalen vurderes at være i tråd med forbrugerombudsmandens fokusområder om f.eks. prismarkedsføring. Yderligere fremstår aftalen mere brugervenlig efter revisionen, idet den nu er delt op i en generel del og en operationel del.

 

 

Rammeaftalen kan i sin helhed læses på www.rammeaftalen.dk. Hvis du har spørgsmål eller ønsker yderligere information om Rammeaftalen, er du velkommen til at kontakte advokat Dan Moalem (dmo@mwblaw.dk), eller advokatfuldmægtig Annacarina Stevelt Staunstrup (ast@mwblaw.dk). 

 

Ovenstående er ikke juridisk rådgivning, og Moalem Weitemeyer Bendtsen indestår ikke for, at indholdet af ovenstående er korrekt. Moalem Weitemeyer Bendtsen har med ovenstående ikke påtaget sig ansvar af nogen art som konsekvens af en læsers benyttelse af ovenstående som grundlag for beslutninger eller overvejelser.