Bank får påbud om at stoppe vilkårlige renteændringer

Dato 30 mar. 2009
Download PDF version PDF

 I en afgørelse af 26. februar 2009 gav Finanstilsynet en bank (”Banken”) påbud om at

 

1)   

undlade at ændre principperne for rentefastsættelsen på et lån., hvor det af låneaftalen fremgår, at renten varierer med en referencesats, som banken ikke selv har indflydelse på samt et eventuelt rentetillæg. I et sådant tilfælde kan principperne for rentefastsættelsen kun ændres, hvis banken i selve låneaftalen har taget et udtrykkeligt forbehold for at kunne ændre rentefastsættelsen. En generel henvisning til bankens almindelige forretningsbetingelser kan ikke udgøre et udtrykkeligt forbehold om at kunne ændre principperne for, hvorledes renten fastsættes, jf. Kravet til god skik i § 3 i bekendtgørelse nr. 1222 af 19. oktober 2007 om god skik for finansielle virksomheder (”Bekendtgørelsen”).

 
2) 

slette den del af Bankens almindelige betingelser vedrørende renteændringer, hvoraf det fremgår, at ”Den del af renteændringen, som overstiger renteændringerne af disse udefra kommende årsager, kan kun indføres med et forudgående varsel på tre måneder.”, da denne ikke er i overensstemmelse med Bekendtgørelsens § 6, stk. 3, fordi bestemmelsen ikke indeholder en angivelse af de forhold, der kan udløse en ændring. Den citerede bestemmelse giver derfor Banken en vilkårlig adgang til at ændre på renten.

 

 

Sagen kort

Baggrunden for sagen var en klage fra en forbruger, som havde optaget et prioritetslån, hvor Banken senere ændrede rentevilkårene for lånet med tre måneders varsel.

 

Det fremgik af låneaftalen, at debetrenten var variabel og fulgte Nationalbankens til enhver tid gældende udlånsrente med et fast tillæg på 0,95 %.

 

Af låneaftalen fremgik endvidere, at forbrugeren havde gjort sig bekendt med Bankens almindelige bestemmelser for lån og kreditter samt Bankens almindelige forretningsbetingelser.

 

Endelig fremgik det af Bankens almindelige bestemmelser for lån og kreditter samt Bankens almindelige forretningsbetingelser, at

 

Banken uden varsel kunne nedsætte variable rentesatser på indlån og forhøje variable rentesatser på udlån uden varsel, hvis der skete ændringer i markedsrenten, penge- eller kreditpolitikken i Skandinavien og Eurolandene eller på penge- og obligationsmarkederne. Den del af renteændringen, som oversteg renteændringerne af disse udefra kommende årsager, kunne indføres med et forudgående varsel på tre måneder.

 

Herudover kan Banken nedsætte variable rentesatser på indlån og forhøje variable rentesatser på udlån med tre måneders varsel, hvis Banken ændrer sin prisfastsættelse af forretningsmæssige grunde, uden at det har sammenhæng med udviklingen i markedsrenten etc.”

 

Finanstilsynet hørte Banken i sagen, som argumenterede for, at vilkår, som indgår i en aftale, kan fremgå ved henvisning til Bankens almindelige forretningsbetingelser samt almindelige bestemmelser for lån og kreditter.

 

Gældende regler for finansielle virksomheder

Det følger af Bekendtgørelsens § 3, at en finansiel virksomhed skal handle redeligt og loyalt over for sine kunder.

 

Endvidere følger det af Bekendtgørelsens § 6, stk. 2, at vilkår, der indgår i aftalen, kan fremgå ved en henvisning til separate dokumenter, herunder den finansielle virksomheds almindelige forretningsbetingelser.

 

Vilkår om ændringer i løbende kundeforhold af renter, gebyrer, bidrag eller andet vederlag skal indeholde en angivelse af de forhold, der kan udløse en ændring, og må ikke give den finansielle virksomhed en vilkårlig adgang til at foretage ændringer, jf. Bekendtgørelsens § 6, stk. 3. I løbende kundeforhold kan ændringer til ugunst for kunden af renter, bidrag eller andet vederlag ikke finde sted uden varsel, medmindre ændringen er begrundet i udefrakommende forhold, som den finansielle virksomhed ikke har indflydelse på, jf. Bekendtgørelsens § 6, stk. 4.

 

Finanstilsynet kan give påbud om berigtigelse af forhold, der er i strid med Bekendtgørelsens § 3 samt § 6, stk. 3-5, jf. § 32, stk. 1.

   

Finanstilsynets praksis

Bekendtgørelsens § 6, stk. 3, er en følge af Sø- og Handelsretten dom af 26. januar 1999, hvor retten forbød en bank i at anvende gebyrklausuler, der efter sin ordlyd gav banken en ubegrænset adgang til at opkræve gebyrer eller ændre gebyrsatser.

 

I to tidligere sager, Finanstilsynets afgørelser af 15. september 2008, fandt Finanstilsynet, at to pengeinstitutter havde handlet i strid med Bekendtgørelsens §§ 3 og 6, stk. 3 ved at have vilkår i deres almindelige forretningsbetingelser om, at bankerne kunne foretage ændringer i henholdsvis renter og gebyrsatser, såfremt markedsmæssige forhold tilsagde det.

 

Finanstilsynet begrundede sine afgørelser med, at en henvisning til ”markedsmæssige forhold” gav en vilkårlig adgang til at foretage ændringer, og at kunden skulle oplyses om omstændigheder, der kunne udløse ændringerne. Endvidere udtalte Finanstilsynet, at der skulle være en nærmere specificering eller eksemplificering af begrebet ”markedsmæssige forhold”.

 

Finanstilsynets afgørelse

Finanstilsynets afgørelse af 26. februar 2009 er i overensstemmelse med tilsynets tidligere praksis.

 

Finanstilsynet lagde i sin afgørelse vægt på, at selve låneaftalen ikke indeholdt forbehold om, at principperne for rentefastsættelse kan ændres. I forlængelse heraf bemærkede tilsynet, at en udtrykkelig accept af Bankens almindelige forretningsbetingelser og almindelige betingelser for lån og kreditter ikke kunne tillægges betydning.

 

Finanstilsynet fandt, derfor at Banken havde handlet i strid med Bekendtgørelsens § 3, da adgangen til at ændre på principperne for rentefastsættelsen ikke fremgik tydeligt af selve låneaftalen.

 

Endvidere fandt Finanstilsynet, at bestemmelsen om, at en renteændring,  som skyldes udefrakommende årsager kan indføres med et forudgående varsel på tre måneder, var i strid med Bekendtgørelsens § 6, stk. 3, idet dette sikrede Banken en vilkårlig adgang til at ændre renten.

 

Af afgørelsen kan udledes, at kritikken går på, dels at principperne for rentefastsættelse kun kan ændres, hvis dette fremgår tydeligt af selve låneaftalen, og dels at en renteforhøjelse ikke kan ske på baggrund af bredt formulerede vilkår, der giver pengeinstitutionerne en ubegrænset ændringsadgang, når vilkårene ikke er specificerede eller eksemplificerede nok. Bekendtgørelsens § 6, stk. 3, stiller således krav om, at vilkår skal indeholde en beskrivelse af forhold, der kan udløse en ændringsadgang for banken.

 

 

Hvis du har spørgsmål eller ønsker yderligere information om finansielle virksomheder, er du velkommen til at kontakte advokat Dan Moalem (dmo@mwblaw.dk).

 

Ovenstående er ikke juridisk rådgivning, og Moalem Weitemeyer Bendtsen indestår ikke for, at indholdet af ovenstående er korrekt. Moalem Weitemeyer Bendtsen har med ovenstående ikke påtaget sig ansvar af nogen art som konsekvens af en læsers benyttelse af ovenstående som grundlag for beslutninger eller overvejelser.