PayPal dommen: Internet betaling og charge-back

Dato 14 jan. 2009

Østre Landsret har d. 19. december 2008 afsagt en principiel dom om anvendelsesområdet for Forbrugerombudsmandens retningslinjer vedrørende fjernsalg m.v. i betalingssystemer (”Retningslinjerne”). Dommen tager stilling til, om Retningslinjerne kan anvendes på betalingssystemer, der via internettet formidler betalinger.

 

Dommen, der er blevet aktualiseret af det øgede køb og salg på internettet via nye betalingsformer, fastlægger en snæver fortolkning af begrebet ”betalingssystem”. Landsretten afviser således, at Retningslinjerne kan finde anvendelse overfor betalingsformidlere. Dette indebærer, at forbrugere, der køber varer på internettet og betaler via en betalingsformidler, opnår en væsentlig dårligere retsstilling end forbrugere, der betaler direkte til sælgeren eksempelvis ved efterkrav.

 

Sagen kort
En forbruger (F) havde hos et udenlandsk firma (U) købt og betalt for ydelser til brug for spil på internettet med sit VISA/Dankort via internetbetalingssystemet PayPal. PayPal er en uafhængig betalingsformidler, der blandt andet formidler betalinger mellem forbrugere og erhvervsdrivende via internettet ved udstedelse af såkaldte e-penge.

 

Da F efterfølgende ikke fik de ydelser, han havde betalt for, kontaktede han sit pengeinstitut (”Pengeinstituttet”) med henblik på, at få tilbageført betalingen (såkaldt ”charge-back”). Pengeinstituttet afviste imidlertid at tilbageføre betalingen, idet betalingen var sket via PayPal.

 

F klagede til Pengeinstitutankenævnet hvor han fik medhold i, at betalingerne var omfattet af Retningslinjerne, og at Pengeinstituttet derfor skulle tilbageføre pengene. Da Pengeinstituttet herefter meddelte ankenævnet, at det ikke ønskede at være bundet af afgørelsen, stævnede F Pengeinstituttet.

 

 

Gældende regler om betaling over internettet og adgang til charge-back
En forbruger, der ikke har modtaget, hvad denne har betalt for med betalingskort, kan under visse omstændigheder foranledige sin betaling tilbageført (charge-back). Dette følger af Retningslinjerne, der er udstedt i henhold til Lov om visse betalingsmidler § 4, stk. 3 (dagældende § 12a). Retningslinjerne gælder også i tilfælde, hvor en forbruger har handlet på internettet og betalt ved hjælp af et betalingskort.

 

Retningslinjerne har blandt andet til formål at regulere de situationer, hvor gennemførelsen af betalingstransaktionen i praksis stiller kortindehaverne ringere end de forbrugere, der eksempelvis betaler pr. efterkrav eller ved brug af et indbetalingskort, der følger med den leverede ydelse. På linje hermed fremgår det af Retningslinjerne pkt. 5, c, at en forbruger der gør gældende, at den bestilte ydelse ikke er leveret, kan kræve, at kortudstederen tilbagefører beløbet. En forbruger vil således kunne kræve betalingen tilbageført ved udebleven eller mangelfuld levering, hvis betalingen er omfattet af Retningslinjerne.

 

Retningslinjerne skal ses i sammenhæng med pengeinstitutternes egne retningslinjer for charge-back, der korresponderer med kreditkortfirmaet VISAs kodesystemer, som indeholder en række koder med udtømmende charge-back-begrundelser. Hvis et dansk pengeinstitut ikke overholder VISA’s kodesystem, kan VISA pålægge pengeinstituttet en bøde.

 

Det følger af Retningslinjernes pkt. 1, at betalingssystemer med betalingskort, hvor der gennemføres betalingstransaktioner uden en aflæsning af betalingskortet kombineret med kortindehaverens autorisation i form af en underskrift eller en angivelse af PIN-kode, omfattes af Retningslinjerne. Det fremgår af Forbrugerombudsmandens bemærkninger, at betalingssystemer med betalinger uden kort ikke vil kunne omfattes af Retningslinjerne i deres nuværende formulering.

 

Eftersom der ikke i udgangspunktet opgives kode eller påføres (virtuel) underskrift ved betaling på internettet, vil sådanne betalinger som hovedregel være omfattet af Retningslinjerne.

 

I praksis har Østre Landsret ved dom af d. 19. december 2008 omgjort en kendelse af 5. oktober 2006 fra Pengeinstitutankenævnet (”Ankenævnet”), hvor Ankenævnet var kommet frem til, at en forbrugers betalinger med betalingskort, men via en betalingsformidler, skulle tilbageføres.

 

Pengeinstitutankenævnets afgørelse

Ankenævnet efterkom ved afgørelse af 5. oktober 2006 P’s klage og pålagde Pengeinstituttet at tilbageføre P’s betaling. Afgørelsen blev afsagt under dissens.

 

Ankenævnets flertal fandt generelt, at betalinger med betalingskort over internettet, som ikke sker direkte til sælgeren, men gennem en tredjemand, som efter aftale med henholdsvis kortindehaveren og sælgeren formidler betalingen, var omfattet af Retningslinjerne. Flertallet lagde herved vægt på Retningslinjernes formål samt ordlyd.

 

Konkret fandt flertallet, at sagen ikke var oplyst på en sådan måde, at der kunne tages endelig stilling til klagerens indsigelser. Indsigelserne kunne imidlertid ikke på det foreliggende grundlag afvises som uberettigede, hvorfor Pengeinstituttet foreløbig blev pålagt at tilbageføre betalingerne. 

 

Østre Landsrets afgørelse

Landsretten kom i den konkrete sag frem til, at Retningslinjerne efter sin formulering, alene finder anvendelse i betalingssystemer med betalingskort. Landsretten forudsatte, at der skal en ajourføring af Retningslinjerne til, førend de tillige kan anvendes på betalingssystemer uden betalingskort.

 

Da der ikke i Retningslinjerne eller i lovteksten til Lov om visse betalingsmidler § 4, stk. 3 (dagældende § 12a) var udtrykt en nærmere definition af begrebet ”betalingssystemer”, måtte bestemmelsens anvendelsesområde fastsættes ved en naturlig forståelse af teksten. Efter en sådan fortolkning, kunne alene betalingssystemer, der omfatter de parter, der udover kortudsteder, har indgået aftale med denne om at afgive, modtage eller formidle en betaling ved brug af betalingskort, være omfattet af Retningslinjerne.

 

Landsretten lagde i den forbindelse vægt på, at der mellem VISA og PayPal alene var indgået en betalingsaftale, og ikke en formidlingsaftale. PayPal var derfor alene berettiget til at modtage betalinger. Retningslinjerne kunne efter Landsrettens opfattelse ikke udstrækkes til, at gælde for en betalingsmodtager, der ikke er omfattet af det pågældende betalingssystem. P’s betaling til PayPal blev som følge heraf anset for en separat betaling, og den efterfølgende betaling til U kunne ikke tilbageføres med hjemmel i Retningslinjerne. Det tidsmæssige sammenfald mellem de to betalinger ændrede ikke herved.

 

Dommens betydning
Landsrettens afgørelse medfører konkret, at betalinger, der formidles via betalingsformidlere på internettet, anses for separate betalinger. Sådanne er således ikke betalinger direkte til sælgeren. Ved betalinger, der foregår i flere led, er således alene den første betaling omfattet af Retningslinjerne.

 

Mere generelt indebærer dommen, at alene betalinger med betalingskort direkte mellem forbrugeren og sælgeren vil være omfattet af Retningslinjerne frem til en eventuel ajourføring heraf finder sted. Forbrugere, der ikke betaler direkte til sælgerne eller f.eks. betaler via kontooverførsel, opnår derfor en væsentlig dårligere retstilling end forbrugere, der betaler direkte og med betalingskort, idet førstnævnte ikke vil kunne kræve deres betaling tilbageført som følge af manglende eller mangelfuld levering.

 

Økonomi- og Erhvervsministeriet har i december 2008 sendt et lovudkast til ændring af Lov om visse betalingsmidler i høring. Det foreslås blandt andet at fastsætte lovregler om ”charge-back”. Af forslagets § 74 fremgår blandt andet, at betalingstransaktioner i forbindelse med aftaler om køb af varer eller tjenesteydelser ved fjernsalg (herunder internethandel), som er iværksat ved brug af et betalingsinstrument, skal betalers udbyder undlade at gennemføre en betalingstransaktion eller, hvis debitering er sket, straks kreditere betalers konto, hvis det debiterede beløb er højere end det beløb, der er aftalt med betalingsmodtageren, den bestilte vare eller tjenesteydelse ikke er leveret, eller betaler eller den angivne modtager har udnyttet en aftalt eller lovbestemt fortrydelsesret ved at undlade at modtage eller afhente den bestilte vare eller tjenesteydelse.

 

Vedtages lovforslaget med § 74 i sin nuværende formulering, vil anvendelsesområdet for charge-back således være udvidet til at gælde for alle betalinger, der er sket med et betalingsinstrument. Derudover lovfæster § 74 i øvrigt den hidtidige retsstilling, og PayPal dommen vil være uden betydning for fremtidige betalinger. Lovforslaget forventes fremsat d. 28. januar 2009.

 

 

Hvis du har spørgsmål til afgørelsen eller ønsker yderligere information om reglerne om fjernsalg og internethandel, er du velkommen til at kontakte advokat Dan Moalem (dmo@mwblaw.dk).

 

Ovenstående er ikke juridisk rådgivning, og Moalem Weitemeyer Bendtsen indestår ikke for, at indholdet af ovenstående er korrekt. Moalem Weitemeyer Bendtsen har med ovenstående ikke påtaget sig ansvar af nogen art som konsekvens af en læsers benyttelse af ovenstående som grundlag for beslutninger eller overvejelser.