Fordringer som grundlag for en konkursbegæring/Skal kurator altid foretage fordringsprøvelse?

Dato 2 jul. 2012
Download PDF version PDF

 

Denne gang handler MWBe Updated - Rekonstruktion og Insolvens om fordringer som grundlag for en konkursbegæring og om kurator er forpligtet til altid at foretage fordringsprøvelse. 

 

Fordringer som grundlag for en konkursbegæring

Det følger af praksis, at der kræves en vis klarhed til den fordring som en konkursbegæring støttes på, ligesom fordringen ikke må omtvistet. I en række nye afgørelser har domstolene taget stilling til, hvornår et krav et tilstrækkeligt klart til, at der kan afsiges konkursdekret.

 

I en nylig afgørelse havde en bank indgivet konkursbegæring mod to kautionister. Kautionisterne fremførte en række indsigelser mod kravene fra banken, herunder at banken ikke havde et krav mod de to kautionister, eftersom fordringen mod kautionisterne var indfriet ved de tidligere indbetalinger. Skifteretten valgte på baggrund af indsigelserne mod fordringen at nægte at afsige konkursdekret, idet indsigelsernes nærmere omfang måtte afgøres under en civil sag.

Kendelsen blev anket Østre Landsret, der efter bevisførelsen ikke fandt, at der var hold i indsigelserne fra kautionisterne, hvor konkursbegæring skulle behandles ved skifteretten igen.

Afgørelsen fra landsretten fastslår, at behandlingen af en konkursbegæring ikke bør afskæres blot fordi en vis bevisførelse er nødvendig for at tage stilling til indsigelsen imod kravet.


En anden afgørelse

I en anden afgørelse blev det fastslået, at en dom, der er blevet anket af skyldneren inden eksekutionsfristens udløb, kunne danne grundlag for afsigelsen af et konkursdekret. Skyldneren havde anket dommen, men havde ikke i ankestævningen anført at ville føre yderligere vidner, ligesom de samme anbringender, der var anført for byretten, var gentaget for landsretten.

Landsretten mente ikke, at der ved ankestævningen var blevet skabt en usikkerhed om kravet, der kunne medføre, at der ikke kunne afsiges konkursdekret over skyldneren.

Afgørelsen er i tråd med tidligere afgørelser, hvorefter en konkursbehandling ikke kan nægtes fremmet med henvisning til, at der verserende retssager om eventuelle indsigelser. Når domstolene således har taget stilling til kravet, skal der noget yderligere til, hvis ikke en skifteret kan afsige konkursdekret på baggrund af en fastslået dom - selvom dommen er anket.

 

En tredje afgørelse

I en tredje afgørelse afsagde skifteretten konkursdekret på baggrund af et omstødelseskrav, der var rejst af kurator mod et andet selskab. Skifteretten fandt, at kravet var tilstrækkeligt klart til at danne grundlag for en konkursbegæring, selvom der ikke var anlagt en formel omstødelsessag ved domstolene. Landsretten underkendte imidlertid afgørelsen fra skifteretten med henvisning til, at skifteretten indirekte havde taget stilling til omstødelseskravet.

Landsrettens afgørelse kan næppe strækkes til at fastslå, at omstødelseskrav ikke kan anvendes som grundlag for et konkursdekret, idet konkrete omstændigheder kan have påvirket landsrettens vurdering.

Ved vurderingen af om et krav kan danne grundlag for et konkursdekret, vurderer Skifteretten om kravet er tilstrækkeligt klart, og at der ikke er vægtige indsigelser mod kravet, der indebærer at denne del bør udskydes til afgørelse ved en almindelig civil sag.

Skifteretten foretager således ikke nogen retskraftig vurdering af det krav, der danner grundlag for konkursbegæringen. Den retskraftige vurdering af kravet sker først ved enten fordringsprøvelsen eller i forlængelse heraf ved de almindelige domstole.

Skifterettens afgørelse fastslår, at et konkursdekret kan afsiges på baggrund af et krav, herunder et omstødelseskrav, hvis kravet er tilstrækkeligt klart, og uden at skifteretten foretager en fuldstændig realitetsbehandling af kravet.

Vores vurdering

Det er vores vurdering, at de omtalte afgørelser alle fastslår, at der kræves indsigelser af en vis vægt og legitimitet, førend skifteretten ikke bør følge kreditors begæring om konkurs. Skifteretten er således forpligtet til at foretage en vurdering af validiteten af indsigelserne, uanset der alene foretages en begrænset bevisførelse, således at udokumenterede og løse indsigelser ikke kan forhindre afsigelsen af et konkursdekret.

Kan det efter bevisførelse ikke afgøres, om der er hold i indsigelserne, er skifteretten forpligtet at afvise begæringen, og kreditor må herefter opnå dom eller anden bindende afgørelse for sit krav, før dette kan tjene som grundlag for en konkursbegæring.

[FM 2012.106, FM 2012.59 og FM 2012.100]



 

Skal kurator altid foretage fordringsprøvelse?

Det er en betingelse for at indbringe en sag vedrørende et krav for skrifteretten mod et selskab, der efterfølgende er gået konkurs, at kurator forinden har foretaget fordringsprøvelse af det omstridte krav. Kurator foretager almindeligvis fordringsprøvelse, såfremt der er midler i konkursboet til udbetaling af dividende til den klasse som de pågældende krav tilhører. Men er kurator forpligtet til at foretage fordringsprøvelse uanset der ikke er dækning?

Sø- og Handelsretten har i en nyligere dom fastslået, at kurator ikke er forpligtet til at foretage fordringsprøvelse, såfremt der ikke er midler i boet.

Sagen omhandlede et selskab, der i forbindelse med en ejendomshandel havde deponeret kr. 6.000.000 til sælger.

Selskabet blev imidlertid taget under konkursbehandling, før ejendomshandlen gik igennem. Det var under sagen ubestridt, at konkursboet ikke var indtrådt i ejendomshandlen.

Kurator ville ikke frigive deponeringen til sælger, da han mente, at frigav konkursboet deponeringen, havde konkursboet samtidig taget stilling til sælgers erstatningskrav.

Sælger var uenig heri og lagde derfor sag an mod konkursboet med påstand om, at beløbet var deponeret i dennes navn og ikke i selskabets, hvorfor der ikke skulle ske fordringsprøvelse forud for, at beløbet blev frigivet til sælger.

Kurator gjorde under sagen gældende, at der ikke kunne ske frigivelse uden fordringsprøvelse. Endvidere mente kurator, at fordi der ikke var midler i boet til fordringsprøvelsen, var konkursboet ikke forpligtet til at foretage en sådan.

Sø- og Handelsretten fandt, at frigivelse af deponeringen medførte en fordringsprøvelse af sælgers krav. Da det er en betingelse for at indbringe en sag for skifteretten, at kurator har foretaget fordringsprøvelse, fandt retten ikke, at der havde været grundlag for at indbringe sagen.

Endvidere udtalte retten, at da der ikke var midler i boet, kunne kurator ikke forpligtes til at foretage fordringsprøvelse.

Afgørelsen fastslår, at kurators forpligtelse til at begrænse omkostninger til konkursbehandlingen også gælder ved fordringsprøvelser. Kurator er således ikke forpligtet til at foretage fordringsprøvelse, hvis der ikke er midler i boet til dækning af de krav, som fordringsprøvelsen ville vedrøre.

Sælger kunne i den pågældende sag have anlagt sag med en fuldbyrdelsespåstand ved de almindelige domstole mod konkursboet. Sælger kunne således ikke skyde genvej ved at anlægge en sag mod konkursboet ved skifteretten med henblik på at få konkursboet til at foretage en fordringsprøvelse af kravet.

[Sø- og Handelsrettens dom af 16. april 2012, sagsnr. P-12-11]


 

Ovenstående er ikke juridisk rådgivning, og Moalem Weitemeyer Bendtsen indestår ikke for, at indholdet af ovenstående er korrekt. Moalem Weitemeyer Bendtsen har med ovenstående ikke påtaget sig ansvar af nogen art som konsekvens af en læsers benyttelse af ovenstående.