Beskyttelse af databaser - servers placering ikke afgørende for værneting/Forbrugerbeskyttelse - fortrydelsesret ved køb via hjemmeside

Dato 30 nov. 2012
Download PDF version PDF

 

I denne udgave af MWB Updated – IPR & Teknologi ser vi på, hvor en sag vedrørende krænkelse af databaserettigheder kan anlægges, og hvilke krav der stilles til oplysninger om fortrydelsesret.

 

Beskyttelse af databaser - servers placering ikke afgørende for værneting

EU-Domstolen har i en sag vedrørende beskyttelse af databaser afgjort, at en servers placering ikke er afgørende for, hvor der kan anlægges sag om krænkelse af databaserettigheder.

Britiske Football Dataco anlagde ved de britiske domstole sag mod tyske Sportradar med påstand om, at Sportradar krænkede Football Datacos databaserettigheder. Football Dataco gjorde gældende, at Sportradar kopierede data fra Football Datacos sportstjeneste, for derefter at transmittere dataene fra sin egen server i Tyskland til britiske internetbrugere, når disse brugte Sportradars sportstjeneste.

En retssag skal som udgangspunkt anlægges ved sagsøgtes hjemsted, dvs. i Tyskland. En undtagelse hertil er, at en retssag kan anlægges på stedet, hvor skaden er sket. Det har tidligere været antaget, at en servers placering var et pejlemærke ved afgørelsen af skadesstedet. EU-Domstolen tog herefter stilling til, hvor en krænkelse finder sted, når afsenderen af data i én medlemsstat sender data til en internetbruger i en anden medlemsstat.

EU-Domstolen fastlog, at afsenderen af data, dvs. her Sportradar, foretager en krænkelse i den modtagende medlemsstat, dvs. her Storbritannien, hvis der er indicier for, at afsenderen har haft til hensigt at henvende sig til markedet i denne medlemsstat.

EU-Domstolen fandt, at følgende indikerede, at det var tilfældet:

  • Sportradars servere indeholdt oplysninger om de engelske fodboldmesterskaber, således at Sportradars fremsendelser var resultatet af et ønske om at nå kunder i Storbritannien,
  • Sportradar havde indgået kontrakter med selskaber, der ydede væddemålstjenester rettet mod markedet i Storbritannien, og
  • Sportradar havde fremsendt data på engelsk til Storbritannien, og at dette sprog ikke sædvanligvis anvendes i Tyskland.

[EU-Domstolens dom af 3. juli 2012, sagsnummer C-128/11]

EU-Domstolen konkluderede på den baggrund, at der i det givne tilfælde var tale om en krænkelse i den modtagne medlemsstat, og at der således var værneting i Storbritannien.

 

Vores vurdering

EU-Domstolen har i sin afgørelse fastslået, at en servers placering ikke er afgørende ved krænkelser på internettet. Ved ikke at lade serverens geografiske placering være afgørende, vil rettighedshavere fremadrettet have lettere overblik over og adgang til at forfølge krænkelser på internettet. Rettighedshavere vil således kunne anlægge sag vedrørende krænkelser i en medlemsstat, såfremt det kan godtgøres, at krænkeren har haft til hensigt at henvende sig til markedet i den pågældende medlemsstat.

 

[EU-Domstolens dom af 18. oktober 2012, sagsnummer C-173/11]

Forbrugerbeskyttelse - fortrydelsesret ved køb via hjemmeside

EU-domstolen har fastslået, at det ikke er tilstrækkeligt, at en virksomheds kontaktinformation, væsentlige vareoplysninger og oplysninger om fortrydelsesret i forbindelse med køb over internettet alene oplyses via et hyperlink til virksomhedens hjemmeside i en bekræftelsesmail. Betingelserne skal fremstå i en form, som virksomheden ikke senere kan ændre i.

Sagen omhandlede, hvorvidt bekræftelse på oplysninger om bl.a. sælgerens kontaktinformation, væsentlige vareoplysninger og oplysninger om fortrydelsesret var blevet leveret af en virksomhed til en forbruger i skriftlig form eller på andet varigt medium, som påkrævet i henhold til artikel 5, stk. 1, i forbrugerbeskyttelsesdirektivet, der svarer til Forbrugeraftalelovens § 12.

Konkret havde virksomheden i forbindelse med en forbrugers køb over internettet i en bekræftelsesmail blot inkluderet et hyperlink til sælgerens hjemmeside, hvoraf oplysningerne fremgik. Forbrugeren havde ved foretagelse af sin bestilling, ved angivelse af klik, erklæret sig indforstået med de almindelige salgsbetingelser, og at forbrugeren gav afkald på sin fortrydelsesret.

EU-Domstolen fastslog, at et hyperlink til en virksomheds hjemmeside ikke er tilstrækkeligt, idet oplysningerne herved vurderes hverken at være modtaget af forbrugeren eller leveret af den pågældende virksomhed til forbrugeren, når blot der bliver henvist til virksomhedens hjemmeside. Endvidere er et hyperlink ikke et varigt medium i bestemmelsens forstand, da indholdet kan ændres af virksomheden uden forbrugerens kendskab. EU-Domstolen fandt derfor, at oplysningskravet i artikel 5, stk. 1, i det pågældende tilfælde ikke var opfyldt.

Konsekvensen af at de pågældende oplysninger ikke bekræftes via et varigt medium, er, at fristen for at udnytte fortrydelsesretten i forbindelse med køb over internettet først begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor en eventuel senere bekræftelse gives. Såfremt en sådan ikke gives, udløber fortrydelsesretten dog tre måneder efter at varen/tjenesteydelsen er leveret til forbrugeren. Herudover kan overtrædelse af bestemmelsen give anledning til sanktioner såsom påtale fra Forbrugerombudsmanden og bøder. 
 

Vores vurdering

Afgørelsen fastslår, at kravet om at bekræftelse af visse oplysninger skal være leveret af virksomheden eller modtaget af forbrugeren på et varigt medium alene er opfyldt, såfremt oplysningerne er kommet frem til forbrugeren i en sådan form, at oplysningerne ikke kan ændres af virksomheden uden forbrugerens kendskab. Oplysningerne vil således eksempelvis skulle fremgå direkte af den bekræftelsesmail som fremsendes til forbrugeren i forbindelse med et køb over internettet, eventuelt vedhæftet som et pdf-dokument.

Sammenholdt med Forbrugerklagenævnets afgørelse om tiltrædelse af salgs-, leverings- og handelsbetingelser, som vi omtalte i forrige nyhedsbrev, viser EU-domstolens dom endnu engang, hvor vigtigt det er, at det setup, der anvendes i forbindelse med aftaleindgåelse med kunder over internettet, gennemgås nærmere i lyset af de seneste EU-domme.


[EU-Domstolens dom af 5. juli 2012, sagsnummer C-49/11]



Ovenstående er ikke juridisk rådgivning, og Moalem Weitemeyer Bendtsen indestår ikke for, at indholdet af ovenstående er korrekt. Moalem Weitemeyer Bendtsen har med ovenstående ikke påtaget sig ansvar af nogen art som konsekvens af en læsers benyttelse af ovenstående.