Rheoscience-afgørelsen/Hvor går grænsen for direktørens fastsættelse af løn- og ansættelsesvilkår?

Dato 24 sep. 2013
Download PDF version PDF

 

I et par nye afgørelser – senest Voldgiftsrettens afgørelse i Anders Eldrup-sagen – er der blevet taget stilling til direktørens selvstændige kompetence til at fastsætte løn- og ansættelsesvilkår for virksomhedens medarbejdere.


Rheoscience

I Rheoscience-sagen opsagde en medicinalvirksomhed direktøren, da man mente, at han uden bestyrelsens godkendelse havde udbetalt bonus til medarbejderne og havde givet en større lønstigning, end bestyrelsen havde givet lov til.

Da selskabet mente, at direktøren havde misligholdt sit ansættelsesforhold, afviste selskabet at betale den i direktørkontrakten aftalte fratrædelsesgodtgørelse. Direktøren lagde på den baggrund sag an.

Højesteret fandt, at kompetencefordelingen i selskabet mellem bestyrelse og direktion indebar, at direktøren havde vide beføjelser til på egen hånd at udøve ledelsesmæssige skøn inden for de rammer, som bestyrelsen havde udstukket.

Hvad angik udbetalingen af bonus fandt Højesteret ikke, at direktøren havde misligholdt sit ansættelsesforhold, da han i flere år havde givet bonus på skønsmæssigt grundlag, og at det ikke af bestyrelsesmødereferaterne eller på andet grundlag fremgik, at bestyrelsen havde meddelt direktøren, at han ikke måtte give bonus.

Hvad angik lønstigningerne fandt Højesteret, at disse samlet havde holdt sig inden for den samlede ramme for lønstigninger, som direktøren havde fået af bestyrelsen. Det forhold, at enkelte af medarbejdernes lønstigninger oversteg den generelle ramme for lønstigninger, indebar således ikke, at direktøren havde handlet uden for sit mandat.

Højesteret lagde endvidere vægt på, at der ikke var tale om usædvanlige eller særlig vidtrækkende dispositioner, som i henhold til selskabslovgivningen kræver bestyrelsens godkendelse. Endelig indgik det, at direktøren havde forfulgt selskabets interesser og ikke egne eller andre uvedkommende hensyn.

 

Anders Eldrup

I Anders Eldrup-sagen (hvor kun Voldgiftsrettens konklusion er offentlig) havde DONGs tidligere direktør Anders Eldrup anlagt voldgiftssag for at få udbetalt sin fratrædelsesgodtgørelse. DONG havde afvist at betale fratrædelsesgodtgørelsen med henvisning til, at Anders Eldrup havde misligholdt direktørkontrakten ved at give fire medarbejdere særlige løn- og ansættelsesforhold uden at inddrage selskabets bestyrelse.
 

Ved vurderingen af om bestyrelsen burde have været inddraget, fandt Voldgiftsretten, at der måtte anlægges en helhedsvurdering, hvor løn- og ansættelsesvilkårenes karakter og størrelse måtte sammenholdes med størrelsen af virksomheden. Løn- og ansættelsesvilkårene i henhold til de gældende instrukser skulle ikke forelægges bestyrelsen, men Voldgiftsretten fandt, at de fire medarbejderes løn- og ansættelsesvilkår var så usædvanlige, at de af den årsag skulle have været forelagt bestyrelsen.

Imidlertid måtte Anders Eldrups fejlskøn være af kvalificeret art for at udgøre en misligholdelse af direktørkontrakten. Ved vurderingen af om der var tale om en misligholdelse af kvalificeret art, måtte indgå virksomhedens størrelse, kompleksitet og praksis for samarbejdet mellem bestyrelsen og direktøren. Voldgiftsretten fandt på den baggrund ikke fejlskønnet så kvalificeret, at Anders Eldrup havde misligholdt kontrakten. Anders Eldrup havde derfor krav på sin fratrædelsesgodtgørelse.

Et andet interessant aspekt af Voldgiftsrettens afgørelse er, at Anders Eldrups konkurrence- og kundeklausul blev begrænses fra to til et år. Dette begrundede Voldgiftsretten med, at Anders Eldrup havde været undergivet loyalitetspligt i sin opsigelsesperiode på et år, og at DONG ikke skulle betale vederlag i konkurrenceklausulens gyldighedsperiode, samt at der ikke fandtes grundlag for at antage, at Anders Eldrup var i besiddelse af egentlige forretningshemmeligheder eller anden specialviden. I lyset af DONGs størrelse og Anders Eldrups stilling og aflønning, er den tidsmæssige reduktion i konkurrence- og kundeklausulens udstrækning overraskende.

 

Vores vurdering

Afgørelserne bekræfter, at man ved vurderingen af en direktørs dispositioner i høj grad ser på, hvad der er sædvanligt, og at denne vurdering påvirkes af virksomhedens størrelse og art, ligesom virksomhedens praksis for sådanne dispositioner er et væsentligt moment.

Afgørelserne viser desuden, at det ved vurderingen af, om direktøren har overtrådt sit mandat tillægges betydelig vægt, om eventuelle begrænsninger i direktørens mandat til at indgå aftaler om løn- og ansættelsesvilkår er klart og tydeligt tilkendegivet over for direktøren.

Vi opfordrer derfor til, at man nøje gennemgår direktørkontraktens bestemmelser om ansvar og beføjelser, ligesom det er vigtigt at sikre, bestyrelsens efterfølgende instrukser eller beslutninger er tilstrækkeligt klare, således at der ikke er eller opstår usikkerhed om rækkeviden af direktørens beføjelser.

 

[Højesterets dom af 2. maj 2012 i sag 2/2012 og Voldgiftsrettens afgørelse af 16. september 2013]

 

 

Kontakt os, hvis du har spørgsmål eller brug for rådgivning.

Nicolai Hesgaard
nhe@mwblaw.dk
+45 33 77 90 30

Pernille Nørkær
pno@mwblaw.dk
+45 33 77 90 40


Mette Wigand Bode
mbo@mwblaw.dk
+ 45 33 77 90 51

Poul Quach

pqu@mwblaw.dk

+45 33 77 90 47

 

 Ovenstående er ikke juridisk rådgivning, og Moalem Weitemeyer Bendtsen indestår ikke for, at indholdet af ovenstående er korrekt. Moalem Weitemeyer Bendtsen har med ovenstående ikke påtaget sig ansvar af nogen art som konsekvens af en læsers benyttelse af ovenstående.