Kompensation for kundeklausul bortfaldet/Uddannelsesklausul opretholdt

Dato 13 maj. 2013
Download PDF version PDF

 

Denne gang ser MWBe Updated - HR på en kundeklausul, som bortfaldt, og en uddannelsesklausul, som blev opretholdt.

 

Kompensation for kundeklausul bortfaldet

Højesteret fandt, at en medarbejder ikke var berettiget til kompensation for sin kundeklausul, da han i sin nye virksomhed ikke havde udnyttet sit fulde potentiale og arbejdskraft.

Sagen drejede sig om, hvorvidt en medarbejder havde mistet retten til kompensation for en kundeklausul ved at påbegynde egen virksomhed.

Medarbejderen arbejdede i en specialiststilling som patentkonsulent, hvor han på fratrædelsestidspunktet oppebar en månedsløn på kr. 120.000. Medarbejderen opsagde sin stilling ultimo maj 2009 til fratrædelse med udgangen af august 2009.

Den 9. september 2009 registrerede og stiftede medarbejderen et selskab, hvorigennem han påbegyndte virksomhed med patentrådgivning.

Medarbejderen fremsatte ved brev af 5. oktober 2009 med henvisning til ansættelseskontrakten krav om kompensation for sin kundeklausul for september 2009. Arbejdsgiveren afviste kravet i brev af 12. oktober 2009 og opsagde kundeklausulen til ophør med udgangen af november 2009.

Afvisningen var begrundet med, at medarbejderen havde påbegyndt selvstændig virksomhed, samtidig med at medarbejderen ikke havde søgt passende arbejde og dermed ikke i tilstrækkeligt omfang havde iagttaget sin tabsbegrænsningspligt.

Herefter anlagde medarbejderen sag mod arbejdsgiveren med krav om at modtage kompensation for kundeklausulen.

Højesteret kom frem til, at en stillingtagen til, om en medarbejder har iagttaget sin tabsbegrænsningspligt, beror på en konkret vurdering. Højesteret fandt det afgørende, om medarbejderen havde udfoldet rimelige bestræbelser på at opnå en rimelig indtjening taget markeds- og beskæftigelsesforholdene i betragtning.

Medarbejderen var højt specialiseret og erfaren inden for sit arbejdsområde og var i besiddelse af et betydeligt indtjeningspotentiale. Derfor mente Højesteret ikke, at medarbejderen havde iagttaget sin pligt til at begrænse sit tab, eftersom medarbejderen i virksomhedens første 16 måneder kun havde solgt rådgivningsydelser for kr. 466.805, sammenholdt med at hans månedlige fakturering i gennemsnit var på kr. 243.734 hos den tidligere arbejdsgiver.´

 

Medarbejderen havde derfor ikke iagttaget sin tabsbegrænsningspligt og havde derfor ikke krav på kompensation for kundeklausulen.


Vores vurdering

Højesterets afgørelse må anses for et opgør med tidligere praksis, hvor påbegyndelse af egen virksomhed medførte, at kompensationen her bortfaldt.

Fremadrettet vil det derfor bero på en konkret vurdering, om en medarbejder har iagttaget sin tabsbegrænsningspligt ved påbegyndelse af selvstændig virksomhed. Højesteret har ikke i dommen givet retningslinjer til, hvordan beregningen af kompensation i givet fald skal foretages ved påbegyndelse af egen virksomhed.

[Højesterets afgørelse af 25. april 2013, sag 302/2012]

 

 

Uddannelsesklausul opretholdt

Østre Landsret fandt, at en uddannelsesklausul ikke var urimelig, og medarbejderen derfor havde pligt til at tilbagebetale udgifterne til uddannelsen til arbejdsgiveren.

Sagen drejede sig om en arbejdsmand, som blev ansat med kontrakt på oplæring som tv-operatør. Det var medarbejderens eget ønske at få den ekstra uddannelse. Medarbejderen indgik i den forbindelse i en uddannelsesklausul, hvor han forpligtede sig til at erstatte arbejdsgiverens udgifter til uddannelsen med bestemte beløb, hvis han fratrådte inden for de første 24 måneder.

Medarbejderen tog et andet job inden for de første 24 måneder, hvorefter arbejdsgiveren afkrævede ham et beløb på kr. 20.000. Medarbejderen meddelte arbejdsgiveren, at han ikke ville betale beløbet og gjorde gældende, at uddannelsesaftalen var urimelig.

Arbejdsgiveren anlagde herefter sag mod medarbejderen med henblik på at få erstattet sine udgifter til medarbejderens uddannelse i henhold til uddannelsesklausulen.

Landretten kom frem til, at uddannelsesklausulen ikke var urimelig i forhold til de kompetencer medarbejderen opnåede, og at aftalen var indgået i både medarbejderens og arbejdsgiverens interesse.

Yderligere lagde landsretten vægt på, at uddannelsesaftalen blev indgået på medarbejderens foranledning, at uddannelsen var kompetencegivende og skete i arbejdstiden. Medarbejderen fik dermed ikke medhold og skulle derfor betale kr. 20.000 til arbejdsgiveren.

 

Vores vurdering

Afgørelsen viser, at uddannelsesklausuler godt kan indgås, såfremt de er proportionale, og tilbagebetalingsbeløbet afskrives over en periode. Yderligere viser afgørelsen, at det tillægges betydning, om det er medarbejderen, der selv ønsker en given uddannelse, eller om det er arbejdsgiveren, som pålægger medarbejderen at tage uddannelsen.

Samtidig er afgørelsen interessant, da den viser, at det er muligt at indgå i en uddannelsesklausul med medarbejdere på lavere niveauer end hidtil set, hvor uddannelsesklausuler primært har været indgået med piloter og f.eks. medarbejdere, der har fået betalt en MBA af arbejdsgiveren.

[Østre Landsrets afgørelse af 18.marts 2013, sag B-2646-12]


 

Kontakt os, hvis du har spørgsmål eller brug for rådgivning.

Nicolai Hesgaard
nhe@mwblaw.dk
+45 33 77 90 30

Pernille Nørkær
pno@mwblaw.dk
+45 33 77 90 40


Mette Wigand Bode
mbo@mwblaw.dk
+ 45 33 77 90 51

Pinar Gökcen

pgo@mwblaw.dk

+45 33 77 90 28

Ovenstående er ikke juridisk rådgivning, og Moalem Weitemeyer Bendtsen indestår ikke for, at indholdet af ovenstående er korrekt. Moalem Weitemeyer Bendtsen har med ovenstående ikke påtaget sig ansvar af nogen art som konsekvens af en læsers benyttelse af ovenstående.