Bøde på seks millioner kroner for manglende fusionsanmeldelse

Dato 2 jul. 2019
Download PDF version PDF

 

Indledning

En førende skandinavisk leverandør af brændstof til transport har modtaget og betalt en bøde på seks millioner kroner til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Bøden har de modtaget for ikke at have anmeldt overtagelsen af 72 servicestationer i Danmark til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen tilbage i 2016.

 

Sagen kort

Sagen drejer sig om en førende skandinavisk leverandør af brændstof til transport, som overtog 72 servicestationer fra forpagtere under et konkurrerede varemærke. Overtagelsen skete, uden at der blev indhentet en forudgående godkendelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

 

Virksomheden blev efter overtagelsen selv opmærksom på fejlen og kontaktede Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

 

Gennemførelsen af overtagelsen uden forudgående fusionsgodkendelse var i strid med Konkurrencelovens regler om fusionskontrol. Bøden på seks millioner kroner tager hensyn til overtrædelsens grovhed, varighed og selskabets omsætning.

 

Der er dog også taget hensyn til det faktum, at virksomheden selv kontaktede Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, da man blev opmærksom på fejlen, og dette har medvirket ved vurderingen som en formildende omstændighed. Efterfølgende er fusionen blevet anmeldt til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og er godkendt i oktober 2018.

 

Efter de danske regler om fusionskontrol skal en fusion anmeldes til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, bl.a. hvis de fusionerende virksomheder tilsammen har en årlig omsætning i Danmark på mindst 900 mio. kroner, og mindst to af dem hver især har en årlig omsætning i Danmark på mindst 100 mio. kroner.

 

Vores vurdering

Afgørelsen understreger vigtigheden af at foretage en nøje overvejelse af eventuelle fusionskontrolforpligtelser, som udløses ved større overtagelser. En sådan analyse bør ikke alene omfatte forpligtelserne i Danmark, men i alle de lande, hvor de involverede parter er aktive. Manglende overholdelse af forpligtelsen til at indhente en forudgående godkendelse kan medføre betydelige bødestraffe.

 

Hvis du har spørgsmål til nyheden, er du velkommen til at kontakte partner, advokat Pernille Nørkær (pno@mwblaw.dk).

 

 

Ovenstående er ikke juridisk rådgivning, og Moalem Weitemeyer Bendtsen indestår ikke for, at indholdet af ovenstående er korrekt. Moalem Weitemeyer Bendtsen har med ovenstående ikke påtaget sig ansvar af nogen art som konsekvens af en læsers benyttelse af ovenstående