Datatilsynet: Offentliggørelse af tilsynsplan

Dato 20 jul. 2018
Download PDF version PDF

 

Indledning

Efter ikrafttrædelsesdagen for Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (”Persondataforordningen”) har Datatilsynet den 27. juni 2018 offentliggjort en tilsynsplan indeholdende en række fokuspunkter for Datatilsynets tilsynsvirksomhed i 2018 (”Tilsynsplanen”). 

 

Fokuspunkter

Nedenfor er angivet de fokuspunkter, som må forventes at have primær relevans for private virksomheder.

 

Behandlingsgrundlag og persondatasikkerhed

I tiden frem til den 25. maj 2018 er mange privatpersoner blevet kontaktet af private virksomheder, som har opbevaret og behandlet personoplysninger i overensstemmelse med reglerne i den dagældende persondatalov. Formålet med henvendelserne har været at sikre, at virksomhederne har det tilstrækkelige grundlag til fortsat at opbevare og behandle personoplysningerne.

 

Det fremgår af Tilsynsplanen, at Datatilsynet vil føre særligt tilsyn med, at de henvendelser, som er sendt til privatpersoner, er korrekt affattet.

 

Sletning af personoplysninger

Persondataforordningen indeholder blandt andet nye regler om registreredes rettigheder i forhold til de opbevarede personoplysninger. I henhold til Persondataforordningen har registrerede ret til at få personoplysninger slettet fra en virksomheds database. Sletning af personoplysninger skal ske enten på anmodning fra den registrerede selv, eller som følge af at opbevaringen af personoplysningerne ikke længere kan anses som nødvendig.

 

Ovenstående medfører, at private virksomheder er nødsaget til kontinuerligt at foretage en nødvendigheds vurderinger af opbevaringen af personoplysninger for at sikre, at der hele tiden alene bevares den mængde at oplysninger, som er nødvendige.

 

Det fremgår af tilsynsplanen, at Datatilsynet vil følge op på, om private virksomheder har fået styr på deres sletterutiner, således at de sletter personoplysninger, når der ikke længere er grundlag for at opbevare dem.

 

Vores bemærkninger

Tilsynsplanen giver en fornemmelse af, hvilke fokuspunkter Datatilsynets tilsynsvirksomhed vil have i 2018, og hvordan Datatilsynet har tilrettelagt deres arbejde med at kontrollere overholdelsen af databeskyttelsesreglerne.

 

Endvidere bekræfter Datatilsynets Tilsynsplan, at området for opbevaring og behandling af personoplysninger har fået øget opmærksomhed efter Persondataforordningens ikrafttræden, og at Datatilsynet har afsat mange ressourcer til at sikre private virksomheders overholdelse af det nye databeskyttelsesregelsæt. Datatilsynets øgede fokus bekræfter vigtigheden af overholdelsen af det nye regelsæt.

 

På baggrund af ovenstående og henset til de nye bødeniveauer for overtrædelse af det nye regelsæt opfordrer vi alle private virksomheder til at blive fortrolig og compliant med de nye regler. Vi står til rådighed for enhver, som ønsker vores hjælp til at få et overblik over reglerne og til at få styr på opbevaringen og behandlingen af personoplysninger.



Hvis du har spørgsmål eller ønsker yderligere information om Datatilsynets Tilsynsplan, er du velkommen til at kontakte partner Pernille Nørkær (pno@mwblaw.dk) eller trainee Martin Skytte (msk@mwblaw.dk).

 

Ovenstående er ikke juridisk rådgivning, og Moalem Weitemeyer Bendtsen indestår ikke for, at indholdet af ovenstående er korrekt. Moalem Weitemeyer Bendtsen har med ovenstående ikke påtaget sig ansvar af nogen art som konsekvens af en læsers benyttelse af ovenstående som grundlag for beslutninger eller overvejelser.