Vilkårene i det nye AB-system offentliggjort

Dato 22 jun. 2018
Download PDF version PDF

 

De endelige vilkår i det nye AB-system (AB-18) blev offentliggjort den 21. juni efter tre års forhandlinger. Formål med det nye system er at revidere det aftalegrundlag, som anvendes blandt byggeriets parter, således at det er mere tidssvarende og kan håndtere den udvikling, der konstant finder sted i byggebranchen. En af tankerne bag revisionen af AB-systemet er, at produktivitet, konkurrence og gennemsigtighed skal fremmes, herunder også konkurrence med udenlandske parter, ligesom tvister og konflikter skal mindskes.


Udvalgets betænkning kan findes her.


Af hensyn til genkendelighed har udvalget fastholdt opdelingen af de almindelige betingelser i tre grunddokumenter: AB, ABT og ABR.


AB 18 og ABT 18 er i al væsentlighed opbygget med samme systematik som i AB 92 og ABT 93, idet udvalget har lagt vægt på kontinuitet og genkendelighed, selvom en anden systematik kunne være klarere og mere logisk.


Systematikken i ABR er ændret fuldstændigt, således at ABR nu er i harmoni med AB og ABT i henseende til metode, systematik og terminologi. ABR 89’s system med regler og bemærkninger i parallel tekst er derfor opgivet, ligesom systematikken er fundamentalt ændret og tilpasset AB. Endvidere er terminologier nu fælles for de tre grunddokumenter. Det er udvalgets håb, at dette på sigt vil lette samarbejdet mellem parterne i konkrete byggerier.


De nye regler finder anvendelse, når det er vedtaget mellem parterne. Det er dog AB-udvalgets anbefaling, at det nye AB-system først tages i brug ved aftaler, der indgås 1. januar 2019 eller senere og i alle tilfælde ikke anvendes, såfremt dele af aftalekomplekset for byggeriet allerede er indgået på AB92, ABR89 eller ABT93-grundlag.


Moalem Weitemeyer Bendtsen har omfattende erfaring med rådgivning inden for entrepriseretten og bistår gerne både bygherrer og entreprenører i forbindelse med syn og skøn, voldgiftssager eller øvrige entrepriseretlige forhold.

 

 

Hvis du har spørgsmål eller ønsker rådgivning om ovenstående, er du velkommen til at kontakte partner Thomas Weitemeyer (twe@mwblaw.dk) eller advokatfuldmægtig Jep Becher Jensen (jbj@mwblaw.dk)

 

Ovenstående er ikke juridisk rådgivning, og Moalem Weitemeyer Bendtsen indestår ikke for, at indholdet af ovenstående er korrekt. Moalem Weitemeyer Bendtsen har med ovenstående ikke påtaget sig ansvar an nogen art som konsekvens af en læsers benyttelse af ovenstående som grundlag for beslutninger eller overvejelser.