Nedsættelse af kapitalkrav i aktieselskaber - og andre ændringer af Selskabsloven

Dato 25 maj. 2018
Download PDF version PDF

 

Indledning

Pr. 1. juli 2018 nedsættes kapitalkravet i aktieselskaber fra 500.000 kr. til 400.000 kr.

 

Samtidig skærpes reglerne for registrering af reelle ejere, således at disse i nye selskaber skal registreres samtidig med registrering af stiftelsen, ligesom manglende registrering af disse kan føre til tvangsopløsning af eksisterende selskaber.

 

Endelig præciseres adgangen til at foretage apportindskud i iværksætterselskaber i forbindelse med omregistrering til anpartsselskaber, ligesom der åbnes for at omdanne selskaber med begrænset ansvar direkte til aktieselskaber.

 

Nedsættelse af kravet til selskabskapital

Kravet til selskabskapitalen i aktieselskaber nedsættes fra 500.000 kr. til 400.000 kr. Ændringen er blandt andet et udslag af et ønske om at harmonisere den danske selskabslov med vores nabolande samt gøre det mere attraktivt at stifte et aktieselskab i Danmark.

 

Tvangsopløsning ved manglende registrering af reelle ejere

Med det vedtagne lovforslag bliver det nu et krav, at oplysninger om et selskabs reelle ejere registreres senest samtidig med registreringen af selskabet. Dette gælder både i aktie- og anpartsselskaber, men også i andre former af selskaber, herunder interessentskaber, selskaber med begrænset ansvar og erhvervsdrivende fonde.

 

Der indføres i tråd hermed mulighed for at opløse et eksisterende selskab, såfremt selskabet ikke registrerer reelle ejere. En sådan opløsningsadgang findes i forvejen ved manglende registrering af legale (direkte) ejere.

 

I forbindelse med tvangsopløsning af et kapitalselskab bliver det muligt for tidligere ledelsesmedlemmer og revisorer at deltage i møde med skifteretten via telekommunikation med billede og i særlige tilfælde også uden billede. Det vil derfor efter omstændighederne ikke længere være nødvendigt med fysisk fremmøde i Skifteretten.

 

Omregistrering af iværksætterselskaber ved apportindskud

Muligheden for omregistrering af iværksætterselskaber ved indskud af andet end kontanter (apportindskud) er blevet præciseret. Det er således nu muligt at omregistrere et iværksætterselskab til et anpartsselskab ved apportindskud under betingelse af, at beslutningen om kapitalforhøjelse ved apportindskud træffes samtidig med beslutningen om omregistrering. Der er fortsat ikke nogen generel adgang til at foretage apportindskud i iværksætterselskaber.

 

Vores vurdering

Nedsættelse af kapitalkravet i aktieselskaber er i tråd med den hidtidige udvikling henimod at give selskaber større fleksibilitet til at tilpasse deres kapitalstruktur til deres individuelle behov.

 

Med skærpelsen af kravene til registrering af reelle ejere indføres regler og sanktioner, der også kendes fra registrering af legale ejere. De øvrige ændringer medvirker ligeledes til at afklare usikkerhed og øge fleksibilitet.

 

 

Hvis du har spørgsmål eller ønsker yderligere information om ændringerne, er du velkommen til at kontakte advokat Henning Hedegaard Thomsen (hht@mwblaw.dk) eller advokatfuldmægtig Jeanette Kjeldgaard Rasmussen (jra@mwblaw.dk).

 

Ovenstående er ikke juridisk rådgivning, og Moalem Weitemeyer Bendtsen indestår ikke for, at indholdet af ovenstående er korrekt. Moalem Weitemeyer Bendtsen har med ovenstående ikke påtaget sig ansvar af nogen art som konsekvens af en læsers benyttelse af ovenstående som grundlag for beslutninger eller overvejelser.