Dan Moalem har forfattet et kapitel i ny bog ”Selskabsloven, de første 100 år”

Dato 19 feb. 2018

 

Dan Moalem har skrevet et kapitel (Overtagelsestilbud og individualrettigheder) i en ny bog (Selskabsloven, de første 100 år) redigeret af prof. dr. jur. Jesper Lau Hansen fra Københavns Universitet. Bogen er et produkt af en dagskonference på Københavns Universitet i efteråret 2017 i forbindelse med Selskabslovens 100-årsjubilæum. Dan Moalem var blandt foredragsholderne på denne konference. Dans indlæg berørte en række takeover-relaterede problemstillinger i tillæg til kapitlet i den nye bog.

 

I sit kapitel analyserer Dan Moalem, hvilke rettigheder de danske og EU retlige takeover-regler tillægger børsnoterede udstederes kapitalejere. Dans hypotese er, at de danske og EU retlige takeover-regler tillægger hver enkelt kapitalejer individuelle rettigheder (og ikke kollektive rettigheder). Derfor kan hverken bestyrelsen eller generalforsamlingen lovligt fratage kapitalejeren retten til at træffe sin helt egen investeringsbeslutning, når en meddelelse om et overtagelsestilbud er offentliggjort i overensstemmelse med takeover-bekendtgørelsens regler herom.  

 

Bogen indeholder i øvrigt bidrag fra praktikere og forskere fra de nordiske lande. Du kan læse mere om bogen, og hvordan den kan anskaffes, ved at klikke her.