Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen træffer afgørelse om bøde på kr. 3,6 mio. for overtrædelse af konkurrenceloven

Dato 25 apr. 2017
Download PDF version PDF

 

 

Indledning

En international forhandler af kameraer og optisk udstyr (herefter: Virksomheden) har vedtaget en bøde på kr. 3,6 mio. for at have overtrådt konkurrenceloven i forbindelse med brug af et såkaldt kickback-prissystem.

 

 

Sagen kort

I forbindelse med en kontrolundersøgelse hos Virksomheden, blev Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opmærksom på, at Virksomheden i en periode havde anvendt et såkaldt kickback-prissystem, med det formål at sikre, at forhandleren ikke solgte bestemte kameramodeller billigere end den pris, som Virksomheden fastsatte. Systemet fungerede på den måde, at medarbejdere hos Virksomheden indgik aftaler med en række forhandlere, hvorved forhandlernes avance afhang af, hvilken pris de omhandlede kameraer blev solgt til. Virksomheden betalte et kontant beløb retur til forhandlerene, hvis de dokumenterede, at kameraerne var solgt til mindst den pris, som var fastlagt af Virksomheden.

 

Brugen af kickback-systemet stod på i en periode på cirka 2 to år frem til 1. november 2013.

 

 

Overtrædelsen

Efter konkurrenceloven er det forbudt for virksomheder at indgå aftaler, der direkte eller indirekte har til formål at begrænse konkurrence. Sådanne aftaler kan bestå i at fastsætte salgspriser, eller ved at fastsætte bindende videresalgspriser. Derudover er der forbud mod aftaler, der forpligter virksomhedens handelspartnere i at fravige vejledende salgspriser.

 

Konkurrenceloven blev i marts 2013 ændret, hvorved straffene for konkurrencelovsovertrædelser blev hævet betydeligt. Dette betød blandt andet nye retningslinjer for udmåling af bøder. Ifølge bemærkningerne til konkurrenceloven bør grundbeløbet for en alvorlig overtrædelse af konkurrenceloven ligge i størrelsesordenen fra kr. 4 mio. til kr. 20 mio. En overtrædelse af 1-5 år varighed medfører et tillæg på op til 50 pct. af det grundbeløb, der er fastlagt ud fra vurderingen af overtrædelsens grovhed. Herudover skal der tages hensyn til en virksomheds omsætning ved fastsættelse af bødestørrelsen.

 

I den konkrete sag fandt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, at Virksomheden skulle straffes med en bøde på kr. 3,6 mio. for anvendelse af kickback-prissystemet, der efter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens vurdering kunne sidestilles med en aftale om bindende videresalgspriser, på grund af systemets virkning.

 

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens lagde ved afgørelsen vægt på overtrædelsens grovhed, varighed samt virksomhedens omsætning. Aftaler om bindende videresalgspriser anses almindeligvis som værende alvorlige overtrædelser, der som udgangspunkt straffes med en bøde i størrelsesorden fra kr. 4 mio. til kr. 20 mio. Det har formentlig indgået som en formidlende omstændighed, at Virksomheden samarbejdede med Konkurrence og Forbrugerstyrelsen. Endvidere havde en del af overtrædelsen fundet sted efter ændringen af konkurrenceloven, hvilket tillige havde betydning for det endelige bødeniveau.

 

 

Vores bemærkninger

Afgørelsen viser, at bødeniveauet for overtrædelser af konkurrenceloven fortsat følger det betydelig højere niveau, som blev fastsat i 2013. Afgørelsen bekræfter endvidere, hvilke forhold som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vælger at lægge vægt på ved udmåling af bøder for overtrædelser af konkurrenceloven, og den understreger vigtigheden af at samarbejde med Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, såfremt en overtrædelses-situation måtte opstå.

 

En virksomhed er generelt ansvarlig for de ansattes handlinger og kan gøres strafferetligt ansvarlig for foranstaltninger, der er iværksat af dens ansatte. Overtrædelser af konkurrenceloven kan derfor få betydelige økonomiske konsekvenser for virksomheden.

 

Det er derfor vores anbefaling, at virksomhedens ledere konstant sikrer sig, at medarbejdere, som er ansvarlige for virksomhedens salg og salgsarbejde, til enhver tid er bekendte med indholdet af disse regler.

 

Hvis du har spørgsmål eller ønsker yderligere information om bødeniveauer ved konkurrencelovsovertrædelser, er du velkommen til at kontakte partner Pernille Nørkær (pno@mwblaw.dk) eller advokatfuldmægtig Martin Søndergaard (mas@mwblaw.dk).

 

Ovenstående er ikke juridisk rådgivning, og Moalem Weitemeyer Bendtsen indestår ikke for, at indholdet af ovenstående er korrekt. Moalem Weitemeyer Bendtsen har med ovenstående ikke påtaget sig ansvar af nogen art som konsekvens af en læsers benyttelse af ovenstående som grundlag for beslutninger eller overvejelser.