ESMA opdaterer Q&A for markedsmisbrugsforordningen vedrørende investeringsanbefalinger

Dato 16 jan. 2017
Download PDF version PDF

 

ESMA har den 20. december 2016 opdateret dets Q&A for markedsmisbrugsforordningen (MAR) med fire nye spørgsmål og svar vedrørende investeringsanbefalinger, hvoraf tre er særligt relevante for fortolkningen af, hvornår en meddelelse udgør en investeringsanbefaling. Opdateringen kan findes her.

 

Vi henviser endvidere til vores nyhedsbrev om de fire spørgsmål og svar om investeringsanbefalinger, som ESMA offentliggjorde den 26. oktober 2016. Nyhedsbrevet kan findes her.


Under MAR gælder der specifikke regler for, at investeringsanbefalinger skal præsenteres objektivt, og at den, der udarbejder investeringsanbefalinger, skal oplyse om væsentlige interesser og interessekonflikter. ESMAs opdatering af dets Q&A søger at klargøre grænsen for, hvornår der er tale om en investeringsanbefaling.


Beskeder med udelukkende faktuelt indhold

I overensstemmelse med fortolkningen af, hvad der udgør en investeringsanbefaling, understreger ESMA i det opdaterede Q&A, at såfremt en meddelelse eller anden kommunikation udelukkende indeholder faktuelle informationer om en eller flere udstedere, udgør dette ikke i sig selv en investeringsanbefaling.


En investeringsanbefaling i henhold til MAR skal indeholde eksplicitte eller implicitte anbefalinger eller forslag til en investeringsstrategi. Rent faktuelle informationer indebærer således ikke i sig selv en anbefaling eller et forslag. ESMA henviser i den forbindelse til meddelelser om de seneste hændelser eller nyheder omkring en udsteder eller dennes værdipapirer.


Hvorvidt der er tale om en investeringsanbefaling, beror således i sidste ende på en konkret vurdering. Personer og virksomheder, der udsender meddelelse om udstedere eller disses værdipapirer, bør derfor være opmærksomme på såvel meddelelsens indhold som den kontekst, som meddelelsen udsendes i.


I denne forbindelse henvises også til ESMAs opdatering af dets Q&A den 26. oktober 2016, hvor ESMA understregede, at formatet for overbringelsen af meddelelser om udstedere og værdipapirer ikke er afgørende for, hvorvidt der er tale om en investeringsanbefaling. Dette kan ske såvel skriftlig som mundtligt.


Henvisninger til tidligere investeringsanbefalinger

ESMA fastslår, at henvisninger til tidligere investeringsanbefalinger ikke i sig selv udgør nye investeringsanbefalinger.


Grænseområdet for, hvorvidt der foreligger en ny investeringsanbefaling, er hvor meddelelsen indeholder enten:

  • bekræftelse af tidligere holdning eller vurderinger, eller
  • holdninger til eller vurderinger af nye fakta eller begivenheder om udstedere

Personer, der udsender meddelelser, der indeholder henvisninger, skal således være opmærksomme på, hvorvidt konteksten, hvori henvisningen fremsættes, kan opfattes som en bekræftelse af holdninger eller vurderinger, der er indeholdt i den tidligere investeringsanbefaling.

 

Anbefalinger til derivater

ESMA udtaler, at anbefalinger til derivater, der er handlet uden for de markeder, der er omfattet af MARs regler, som udgangspunkt ikke udgør en investeringsanbefaling i MARs forstand. Derfor er sådanne anbefalinger ikke genstand for reglerne om objektiv præsentation af anbefalingen og oplysninger om interessekonflikter mv.


Såfremt prisen eller værdien af derivatet dog afhænger af et finansielt instrument, der er handlet på disse markeder, vil anbefalingerne anses for at være investeringsanbefalinger i MARs forstand og dermed være omfattet MARs regler hertil.


Vores vurdering

ESMAs nye Q&A afklarer en række tvivlstilfælde for, hvornår en meddelelse anses for at være en investeringsanbefaling.


I forlængelse af vores anbefalinger om udarbejdelse af interne retningslinjer for håndtering af meddeleler, der indeholder eller kan indehold investeringsanbefalinger (se hertil vores nyhedsbrev af 4. november 2016 her) anbefaler vi, at disse nye retningslinjer tilføjes til de interne procedurer for identificering af investeringsanbefalinger.



Hvis du har spørgsmål eller ønsker yderligere information om ESMA’s opdaterede Q&A, er du velkommen til at kontakte partner Dan Moalem (dmo@mwblaw.dk) eller advokatfuldmægtig Andreas Løndahl Hertel (ahe@mwblaw.dk).


Ovenstående er ikke juridisk rådgivning, og Moalem Weitemeyer Bendtsen indestår ikke for, at indholdet af ovenstående er korrekt. Moalem Weitemeyer Bendtsen har med ovenstående ikke påtaget sig ansvar af nogen art som konsekvens af en læsers benyttelse af ovenstående som grundlag for beslutninger eller overvejelser.