Dyrlæge dømt til at betale konventionalbod ved overtrædelse af konkurrenceklausul

Dato 15 apr. 2009
Download PDF version PDF

Den 11. december 2008 afsagde Vestre Landsret dom i en sag, hvor en dyrlæge (”Dyrlægen”) ved sin udtræden af dyrlægeinteressentskabet ikke kunne tage ansættelse som dyrlæge andetsteds inden for den mellem dyrlægerne i konkurrenceklausulen aftalte radius.

 

Sagen kort

Fire dyrlæger havde i forbindelse med driften af et dyrlægeinteressentskab indgået en interessentskabskontrakt. Af dennes § 22 fremgik, at parterne ved en afståelse af deres andele i interessentskabet havde forpligtet sig til at afstå fra at udøve eller have økonomisk interesse i privat praksis de første 15 år inden for et område af 25 km fra interessentskabets praksis. Endvidere fremgik det af aftalen, at den part, der afstod sin andel til de andre interessenter, ikke måtte betjene tidligere kunder uden for 25 km grænsen, såfremt der var tale om en kunde, der havde en vis omsætning. En overtrædelse af konkurrenceklausulen ville resultere i en konventionalbod på kr. 100.000.

 

Dyrlægen afstod sin andel til de andre læger og tog ansættelse hos en dyrlæge inden for en radius af 25 km, idet han gjorde gældende, at ansættelsesforhold ikke var omfattet af konkurrenceklausulen.

 

Dyrlægerne havde endvidere aftalt, at Dyrlægen skulle betale en godtgørelse for hver udtrædende part på 5 % af den samlede goodwillværdi for praksis. Ved Dyrlægens udtræden herskede der uenighed mellem parterne om goodwillberegningen.

 

Tvisten vedrørende goodwillberegningen gik på, hvorvidt goodwillberegningen skulle ske med udgangspunkt i Den Danske Dyrlægeforenings Goodwill-udvalgsprincipper, hvor man regnede med 4,5 fuldtidsdyrlæger. Baggrunden for dette var, at sagsøgernes advokat ved beregningen i overensstemmelse med disse goodwill-principper havde lagt til grund, at en fuldtidsdyrlæge, der var partner i selskabet skulle vægte med 1,125, idet det måtte antages, at disses arbejdstider overstiger en fuldtidsansat dyrlæges.

 

Rettens udtalelse

Vestre Landsret udtalte, at selvom det ikke klart fremgik af interessentskabskontraktens § 22, at forbudet i konkurrenceklausulen også omfattede ansættelse som dyrlægeassistent i en radius af 25 km, måtte dette antages at være en klar forudsætning, idet det kunne forventes, at en udtrædende dyrlæges kunder stadig ville vælge denne frem for dyrlægeinteressentskabet. 

 

Endvidere lagde landsretten vægt på, at formålet med aftalen var en beskyttelse af de tilbageværende dyrlæger, hvorfor ansættelse hos en nyopstartet praksis, hvor Dyrlægen ikke havde mulighed for at betjene den nye arbejdsgivers gamle kunder, måtte fortolkes som omfattet af konkurrenceklausulen. I den forbindelse lagde landsretten endvidere vægt på, at Dyrlægens arbejdsgiver var et anpartsselskab, ejet af en dyrlægestuderende i København, og at Dyrlægen i starten var den eneste ansatte dyrlæge.

 

Landsretten fandt det således godtgjort, at Dyrlægen havde handlet i strid med konkurrenceklausulen.

 

Landsretten udtalte endvidere, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte konkurrenceklausulen i sin helhed i medfør af Aftalelovens § 36 eller § 38, men at den tidsmæssige udstrækning på 15 år måtte anses for værende urimelig. Med aftalens karakter in mente satte landsretten den tidsmæssige begrænsning ned fra 15 år til 10 år.

 

Endvidere udtalte landsretten, at der ved Dyrlægens udtræden skulle anvendes samme goodwillberegning, som havde fundet sted ni måneder tidligere i forbindelse med en anden interessent. Retten anerkendte således, at interessenterne ved goodwillberegning ansatte en indehavers merindtjening til 1,125 fuldtidsdyrlæge, og derved anvendte begrebet ”fuldstidsdyrlæger” frem for dyrlægeantallet.

 

 

Hvis du har spørgsmål eller ønsker yderligere information om konkurrenceklausuler i arbejdsretlige forhold, er du velkommen til at kontakte advokat Dan Moalem (dmo@mwblaw.dk) eller advokat Christina Lund (clu@mwblaw.dk).

 

Ovenstående er ikke juridisk rådgivning, og Moalem Weitemeyer Bendtsen indestår ikke for, at indholdet af ovenstående er korrekt. Moalem Weitemeyer Bendtsen har med ovenstående ikke påtaget sig ansvar af nogen art som konsekvens af en læsers benyttelse af ovenstående som grundlag for beslutninger eller overvejelser.