Påbud mod dansk selskab, som havde til hensigt at sælge armbåndsur, som var karakteriseret ved, at urskiven var skåret fra et Tal R-maleri "Paris Chic"

Dato 6 dec. 2019
Download PDF version PDF

 

Et dansk firma solgte armbåndsur på sin hjemmeside, hvor de ifølge firmaet selv skabte små unikke og særskilte kunstværker i form af armbåndsur, hvor urskiven var et udsnit på 4 cm i diameter af maleriet ”Paris Chic”. Paris Chic er et velkendt maleri skabt af den danske kunstner Tal Rosenweig, kendt som Tal R. På firmaets hjemmeside fremgik: ”Hvad sker der, når du tager et originalt kunstværk og transformerer det til noget andet?"

 

Armbåndsurene blev solgt via en online auktion, hvor vinderen kunne vælge, hvilket stykke af maleriet de ønskede at bruge til urskiven. Da Tal R blev bekendt med firmaets projekt, kontaktede han dem og bad dem om at stoppe det øjeblikkeligt. Da firmaet ikke reagerede på hans anmodning, indgav Tal R’s advokat en anmodning hos Sø- og Handelsretten om at nedlægge påbud. På tidspunktet, hvor sagen kom i retten, var højeste bud i den online auktion på kr. 41.000.

 

I sagen argumenterede Tal R, at ophavsretten omfattede at gøre værket tilgængeligt for offentligheden i modificeret eller ændret skikkelse, herunder ved omdannelse til et andet værk eller teknik.  Tal R påstod, at det danske firmas handlinger krænkede denne ophavsret. Tal R påstod også, at det var et brud på respektretten at skære i værket, og at projektet snyltede på Tal R’s brand, hvilket er en overtrædelse af reglerne i Markedsføringsloven.

 

Under sagen påstod firmaet, at deres projekt indebar en ødelæggelse af Paris Chic, som ikke udgjorde et brud på respektretten. Firmaet påstod desuden, at projektet udgjorde et nyt og uafhængigt kunstværk, som var baseret på Tal R’s værk. Firmaet hævdede desuden, at hvert stykke, som blev skåret til urskive, kun udgjorde 0,04 % af det samlede værk og derfor ikke kunne identificeres som en del af det oprindelige værk. I spørgsmålet om, hvorvidt der var tale om snyltende adfærd, fremførte firmaet, at der tydeligt stod på deres hjemmeside ”Ikke i samarbejde med Tal R”, og at firmaet dermed ikke forsøgte at blive forbundet med Tal R.

 

Sø- og Handelsretten fandt, at det danske firma med projektet havde gjort værket Paris Chic tilgængeligt for offentligheden i ændret skikkelse. Sø- og Handelsretten fremhævede blandt andet, at firmaet endda havde skrevet på deres hjemmeside ”Hvad sker der, når du tager et originalt kunstværk og transformerer det til noget andet?” På denne baggrund fandt Sø- og Handelsretten, at firmaet havde ændret værket Paris Chic, både fra et faktuelt og et juridisk synspunkt. Idet Tal R’s ophavsret omfattede retten til at gøre værket tilgængeligt for offentligheden i ændret eller modificeret skikkelse, krænkede projektet derfor Tal R’s ophavsret.

 

Sø- og Handelsretten fandt derudover, at den påtænkte anvendelse af Tal R’s værk udgjorde et brud på Tal R’s respektret, idet maleriet ville blive ændret og gjort tilgængelig i en form, der kunne opfattes som skadelig for Tal R’s omdømme. Det blev desuden nævnt, at dette ikke var en ubetydelig anvendelse af Tal R’s værk.

 

Slutteligt fandt Sø- og Handelsretten, at projektet rent faktisk brugte Tal R’s brand, idet firmaet henviste til hans kunstnernavn Tal R.

 

På baggrund af ovenstående blev der nedlagt forbud mod, at firmaet skar i, eller på anden vis modificerede, værket Paris Chic med henblik på at producere armbåndsur i Danmark.

 

Dommen fra Sø- og Handelsretten er nyskabende, grundlæggende utvetydig og støtter Tal R i alle påstande. Tal R udtalte i forbindelse med sagen, at det gjorde ham trist, at andre forsøgte at tjene penge og få opmærksomhed ved at lave et produkt ud af hans kunstværk, og han følte, at det var respektløst. Sø- og Handelsretten har med dommen mod firmaet tydeligt taget Tal R’s parti og indikeret, at det ikke er tilladt at bruge eksisterende værker til at skabe nye værker.

 

 

Hvis du har spørgsmål eller ønsker yderligere information om overstående, er du velkommen til at kontakte partner Pernille Nørkær(pno@mwblaw.dk) eller fuldmægtig Martin Søndergaard (mas@mwblaw.dk).

 

Ovenstående er ikke juridisk rådgivning, og Moalem Weitemeyer Bendtsen indestår ikke for, at indholdet af ovenstående er korrekt. Moalem Weitemeyer Bendtsen har med ovenstående ikke påtaget sig ansvar af nogen art som konsekvens af en læsers benyttelse af ovenstående som grundlag for beslutninger eller overvejelser.